Så skal der vaccineres
BLUETONGUE: Over 1,5 millioner dyr skal nu vaccineres mod husdyrsygdommen bluetongue. Det sker i forlængelse af sidste års store kampagne. Ligesom i 2008 er der tale om tvungen vaccination af kvæg, får og geder.
Så skal der igen gang i vaccinationen. 15. februar starter den storstilede vaccinationskampagne af kvæg, får og geder, og kampagnen varer året ud.
- Skal vaccinationen have en effekt, er det vigtigt, at alle dyr vaccineres, så derfor er det vigtigt, det bliver gjort, lyder opfordringen fra dyrlæge Ole Rasmussen, Ribeegnens dyrlæger.
Bluetongue angriber kvæg, får og geder og har gennem de seneste år spredt sig massivt i landene syd for Danmark. Det særlige ved bluetongue er, at virus overføres af små insekter, mitter, og ikke smitter direkte mellem dyrene.
Sygdommen smitter ikke til mennesker.
- Sidste års kampagne har vist sig effektiv. Der har kun været 15 udbrud i danske besætninger, og erfaringerne fra sidste kampagne gør, at kampagnen i år bliver lidt anderledes. Dels kan landmændene selv vaccinere deres dyr i år, og dels løber kampagnen over en længere periode, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
Alle berørte besætningsejere modtager et brev med orientering om vaccinationskampagnen.
- Vi er glade for, at vi i 2009 kan få dyrene vaccineret inden udbinding, og at vi generelt har fået en mere fleksibel kampagne, er meldingen fra formanden for Dansk Kvæg, Peder Philipp.
Eneste effektive måde
Fødevarestyrelsen og organisationerne bag kampagnen anbefaler kraftigt, at alle dyr bliver vaccinerede i foråret, så dyrene er bedst muligt beskyttede mod sygdommen. Højsæsonen for smitte med bluetongue er i perioden august til november.
»Vaccination mod bluetongue beskytter dyrene mod at blive syge eller dø af bluetongue og er den eneste effektive måde at bekæmpe bluetongue på. Samtidig sikrer vaccinationen besætningen mod de produktionstab, der kan komme, hvis dyrene bliver smittet med bluetongue«, er meldingen fra Fødevareministeriet.
Vaccinationen er lovpligtig, men der er enkelte undtagelser. Besætninger, der til enhver tid under vaccinationskampagnen består af ni dyr eller derunder, skal således ikke vaccineres.
Som i 2008 er årets kampagne resultatet af samarbejdet mellem Fødevarestyrelsen, Dansk Kvæg, Dansk Fåreavl og Dansk Gede Union.