Agrovi begærer skilsmisse
Nordsjællands Landboforening og Sjællandske Familielandbrug stopper rådgivningssamarbejdet Agrovi den 1. januar 2009.
Efter længere tids uoverensstemmelser om drift, strategi, fremtid og økonomi, vælger Nordsjællands Landboforening og Sjællandske Familielandbrug nu at afslutte samarbejdet om Agrovi, landbrugsrådgivning.
- Vi er for forskellige til at fortsætte samarbejdet, fortæller Herdis Dam, formand i Nordsjællands Landboforening.
- Det fælles fokus, vi havde fra starten, viste sig ikke at være så fælles, som vi troede, og derfor måtte vi gå hver til sit, fortsætter hun.
Det bakkes op af Peter Christensen, formand for Sjællandske Familielandbrug, der fortæller, at der er tale om en lykkelig skilsmisse, hvor der er enighed om bruddet, og han fortæller, at det var den fremtidige drift, der var hovedårsagen til uoverensstemmelserne.
Behov for mere
- Strukturudviklingen på Sjælland og især i Hovedstadsregionen er foran. Vi ser en stærk gruppe af små, store og mellemstore landmænd, som har behov for meget mere end den traditionelle faglige rådgivning med planteavl, husdyr og regnskab, siger Herdis Dam. Derfor har Nordsjællands Landboforening nu valgt at lade sin rådgivningsvirksomhed, Agrovi, specialisere yderligere – med fokus på at leve fuldt op til den fremtidige udvikling, hvor rådgivningen i meget høj grad skal appellere til den moderne sjællandske landmands behov.
Kunder, landmænd og ansatte kommer ikke til at mærke noget til samarbejdsophøret, da det kun er på de indre linjer, der sker ændringer. Nordsjællands Landboforening beholder navnet Agrovi og viderefører virksomheden fra Hillerød og med udgangspunkt i de medarbejdere som er placeret i Hillerød. Sjællandske Familielandbrug indgår et nyt samarbejde med Landboforeningen Gefion fra den 1. januar 2009. Foreløbig koncentrerer samarbejdet sig om rådgivningen, og indebærer, at Gefion overtager driften af Sjællandske Familielandbrugs rådgivningscenter i Ringsted.
Flere synergier
Der er mange fordele ved samarbejde, og Gefion lægger vægt på, at der opstår yderligere synergier, idet omkostninger til administration og ledelse bliver væsentlig lavere per medarbejder, og derved styrker Gefion sin konkurrenceevne.
På grund af sin størrelse kan Gefion tilbyde produkter til alle typer landmænd uanset bedriftens størrelse eller produktion. Blandt andet har Gefion en række service- og rådgivningsydelser, der primært henvender sig til de lidt mindre jordbrugere, for eksempel mikroregnskabet.
I en tid, hvor det danske landbrug er under politisk pres, finder Gefion det vigtigt at samle kræfterne i en fælles erhvervspolitisk indsats, der skal sikre medlemmernes produktionsvilkår. Dette arbejde bliver yderligere styrket med samarbejdet.
Forenklet struktur
Dermed arbejder Gefion og Sjællandske Familielandbrug i retning af Dansk Landbrugs strategi om at samle familielandbruget og landboforeningerne i én organisation. Det er en forenkling af foreningsstrukturen, som Landboforeningerne og Dansk Familielandbrug lagde grundstenen til ved etableringen af Dansk Landbrug i 2002.
- Vi går fra ét ægteskab til et andet, fortæller Peter Christensen med et smil.
- For det er ingen hemmelighed, at familielandbrugets økonomi ikke er til at drive rådgivning selv, siger han.









































