SpotCow ny foderløsning i kvægstalden
FODERFABRIK: Med erfaring fra svinefodring har Bopil A/S udviklet fleksibelt anlæg til kvægets fodring.
- Med Bopils SpotCow, som er et blande- og udfodringssystem, der laver frisk, hjemmelavet kraftfoder til malkekøer, kvier og kalve, forventer vi, at kvæglandmænd bliver lige så godt hjulpet med det, som mange svineproducenter er blevet med Spotmix, siger Rene Kjems fra Bopil A/S på Sydals.
- På sidste års Agromek blev ideen om udviklingen af en proces til foderfremstilling og -distribution drøftet med kvægavlere og mælkeproducenter, og inspirationen har ført til produktet Spotcow, fortæller salgskonsulenten for fodersystemer.
- Løsningen optimerer foderudnyttelsen, er arbejdskraftbesparende og giver den enkelte kvægbruger mulighed for at kontrollere fodersammensætningen, doseringen og den fuldstændige udfodring.
Rene Kjems fortæller, at det første anlæg er aftalt til levering i foråret 2009, og efter at et introducerende prospekt er fremkommet, har der været stor interesse for nyheden til kvægbruget.
Systemet har været anvendt i til fodring af køer på Foulum, og systemet er allerede tilpasset til fodring af fisk.
Indtag fra mange råvarer
Anlægget har mange indtag til råvarer, og kan tilsluttes siloer til for eksempel valset korn, roepiller, rapskager og -skrå, lucerne, grønpiller og crimpet majs. Det er også muligt at tilsætte ensileret kenemajs/CCM-majs til den ønskede blanding, hvilket gør løsningen meget aktuel til kalve og kvier.
- Anlægget indstilles til håndtering af de enkelte råvarer. I modsætning til svinefoderet skal kvægfoderet jo ikke slås i stykker, men helst laves til en lækker müsliblanding, pointerer Rene Kjems.
Spotcow tager endvidere komponenter ind via påslag, der for eksempel kan indeholde: Salt, kridt, vitaminer, mineralblandinger, homøopatisk medicin samt tilsætte smags- og aromastoffer, så dyrene nemmere bliver lokket ind i malkerobotten.
Ligeledes kan olie, foderfedt og melasse tilføres anlægget. Melassen tilføres med pumpe, og et varmekabel om røret holder den varm.
Rene Kjems forklarer, at melassen forstøves og fanges af foderpartiklerne. Bindingen er effektiv, så foderet også er blæsbart. Derved har man med Spotcow virkelig mulighed for at lave og dosere den bedste blanding til sine dyr.
Spotcow giver meget stor blandenøjagtighed og ved at indtage råvarer fra lukkede siloer og distribuere det direkte ud til foderstedet, er der intet spild af råvarer.
Transport via luft
Transporten sker via luft fra en kompressor, så der er ingen slitage og altid tomme rør
Når blandingen er lavet, bliver den sendt ud til for eksempel malkerobotten, kraftfoderautomaten i anden form for malkestald, hvor kraftfoder tildeles, eller fyldt i silo, klar til fodervognen.
- Fordelingsmetoden giver fuld fleksibilitet uanset staldens indretning. Der er ikke nogen hindring for, at en fjernereliggende kalvestald 250 meter fra Spotcow’en kan forsynes, så logistikmæssigt er systemet også effektivt, fremhæver Rene Kjems.
For nylig har han haft en drøftelse med en landmand, hvor naboens nærliggende kalvestald kunne have mulighed for at blive koblet til.
- For landmanden gælder det om at optimere driften, og baseret på praktiske tal fra kvægbruget samt fodrings- og byggekonsulenter, har vi lavet et regnestykke for besparelser ved indretning af Spotcow til 500 køer, nævner Rene Kjems.
Det sparer penge
- Der spares penge med et Spotcow anlæg. Groft regnet vil det med en besætning på 500 køer betyde en besparelse i omegnen af 3-400.000 kroner om året, fremhæver Rene Kjems.
Såfremt hver ko får otte kilo kraftfoder om dagen, vil det alene i sparet foderstofavance, brug af egne råvarer og bedre logistik betyde en besparelse på godt 100.000 kroner årligt.
Desuden falder udgiften på cirka 200.000 kroner til pillepresning også væk. Dertil kommer reduceret foderspild og overforbrug i fodringen, hvilket kan betyde en udgift på 30.000 kroner.
Rene Kjems nævner, at den halve time, man normalt bruger dagligt på at fylde mixervognen med videre, er ikke indregnet, og mange landmænd bruger meget mere tid.
- Efter vores opfattelse er regnestykket holdt på den forsigtige side, men den enkelte landmænd må indlægge egne tal, og eventuel inddrage os i vurderingen. Med ovennævnte beregning vil der for anlægget kun være en tilbagebetalingstid omkring to år, siger Rene Kjems.







































