Danish Crown efterbetaler i år 60 øre for svin, 65 øre for søer og 70 øre for kreaturer. Det er et fald på 15 øre på svin i forhold til sidste år.

Offentliggørelsen af årsregnskabet i slagterikoncernen kom i går samtidig med, at svinenoteringen endnu en gang falder. På mandag falder basisnoteringen med 20 øre til 9,40 kroner kiloet.

Derfor er det tilfredsstillende, at der nu falder 60 øre af til landets svineproducenter.

- Vi havde forventet en efterbetaling i det niveau, siger formanden for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen. Situationen taget i betragtning er det godt, at slagteriet ikke har holdt flere penge tilbage. Så har vi til gengæld haft en lav notering henover sommeren, men de skal selvfølgelig ikke ligge inde med en stor efterbetaling, når vi mangler pengene.

Miljøgodkendelsers skyld
I meddelelsen fra Danish Crowns repræsentantskabsmøde i går citeres bestyrelsesformand Niels Mikkelsen for at sige, at »manglende miljøgodkendelser har sammen med en økonomisk betinget hurtigere strukturudvikling betydet et fald i slagtesvineproduktionen. Det har været et meget hårdt år for Danish Crowns ejere, og det har virksomheden over året forsøgt at afbøde i det omfang, det har været muligt. Og det afspejler sig i restbetalingen«.

Selvom Torben Poulsen er enig med bestyrelsesformanden i, at efterbetalingen afspejler slagteriets forsøg på at afbøde de hårde tider for ejerne, mener svineproducenternes formand ikke, at man kan kaste skylden for den faldende produktion på de langsomme miljøgodkendelser.

- Det har ikke noget med miljøgodkendelser at gøre. Med de priser vi har haft i år, er der alligevel ikke mange, der ville have bygget, og lige nu har vi også stalde, der står tomme, siger han.

Torben Poulsen minder også om, at hvis Niels Mikkelsen ønsker sig flere grise, er den nemmeste måde at få det på ved at give »konkurrencedygtige priser«.

International udvikling
»På trods af årets udfordringer har virksomhedens internationale udvikling ikke stået stille…«, skriver Danish Crown videre i pressemeddelelsen fra repræsentantskabsmødet, og hvor det oplyses, at i et år med faldende dansk kødproduktion er Danish Crowns omsætning steget med seks procent – blandt andet gennem tilkøb i udlandet.

Danske Svineproducenters formand mener ikke, at slagteriet skal beskæftige sig yderligere med internationale investeringer.

- Danish Crown skal ikke investere i udlandet. Det skal give penge dag et, ellers har vi ikke råd. Ejerne er pressede. Hvis de vil ud og investere, så må vi snakke om ejerstrukturen, for det skal ikke være for svineproducenternes penge, siger han.

Finanskrisen har præget regnskabsårets udgang, og i udpræget grad har påvirket virksomhedens ejere. Dog mener man fra Danish Crowns side, at netop andelsstrukturen har vist sig som »en stærk og tidssvarende virksomhedsstruktur«.

- Vores finansstrategi er robust, og selskabets ejerform betyder, at netop ejerne af Danish Crown kan regne med stabilitet og sikkerhed, siger formanden Niels Mikkelsen.

Stigende veterinæromkostninger
Danish Crown kalder 2008 for et år »med fokus på omkostningsreduktion«. Virksomheden har for eksempel afskediget 1600 medarbejdere.

- Med en kolossal indsats har medarbejdere og ledelse taget fat om udfordringerne, og her i begyndelsen af det nye regnskabsår står vi styrket. Betydelige udgifter til lukninger og fratrædelsesordninger er afholdt i det seneste regnskab, og markederne bevæger sig atter til Danish Crowns fordel, siger administrerende direktør Kjeld Johannesen i forbindelse med regnskabsafslutningen.

Men samtidigt har man oplevet markante stigninger i veterinæromkostningerne.

- Med en stigning på 40 procent i forhold til året før har veterinæromkostningerne betydet en stor udfordring for Danish Crowns konkurrencedygtighed på det globale marked, siger direktøren.

- Det er fuldstændigt utilstedeligt, mener Danske Svineproducenters formand.

- Det ville ingen andre erhverv have fundet sig i. Myndighederne bruger omkostningerne som et tag selv bord, og det skal bare væk, siger Torben Poulsen.