Østjysk Maskincenter, Randers og Kolind og Maskinernes Hus, Viborg har ikke alene fundet sammen om de røde Massey Ferguson traktorer, og om at drive de to forretninger sammen. Nu får de også samme navn: Jysk Maskincenter, der i daglig tale forkortes til slet og ret JMC.

Efter fusionen tidligere i år er man i fællesskabet blevet enige om navnet, hvor »jysk« skal symbolisere, at man ikke har lagt sig fast på et bestemt geografisk område, men kommer i store dele af Jylland.

- Vi har en klar strategi, som betyder, at vækst er højt prioriteret, fortæller salgsdirektør i Jysk Maskincenter, Henrik Christensen og tilføjer:

- Jeg tror bestemt ikke, at de tre afdelinger, vi har nu, er de sidste, siger han og understreger, at der endnu ikke er nogle konkrete planer om yderligere udvidelse.

Håndslag
Navnet »Jysk« skal også symbolisere, at man stadig kan gøre en god gammeldags handel, hvor kundens ønsker imødekommes til en rimelig pris.

- Vi kan stadig afgøre en handel med håndslag, siger Henrik Christensen.

Matcher udviklingen
Kravene til både service og maskinhandlens ekspertise og dermed de ansattes knowhow bliver større i takt med strukturudviklingen i landbruget. Der bliver i højere og højere grad brug for specialister i forhold til traktorer og høstmaskiner, vurderer Henrik Christensen.

- Jo mindre en maskinforretning er, jo flere af de ansatte er generalister, der skal kunne lidt af det hele. Jo større vi er, jo flere specialister er der plads til, siger han.

Det er blandt andet derfor, de to virksomheder har valgt at løfte opgaven i fællesskab, for på den måde kan de bedre yde den service og kvalitet, der efterspørges i landbruget i dag.

Fordel for alle
At de ansatte specialiseres gælder ikke blot mekanikerne men også sælgerne, som får hver deres produkt, som de er ansvarlige for.

- Sælgerne bliver på den måde bedre til at afdække hvilken maskine, der opfylder de krav, den enkelte landmand stiller, siger Henrik Christensen.

Når en virksomhed bliver større, bliver der også flere kunder og flere specialopgaver. Det betyder, at specialisterne får større chance for at bruge deres viden dagligt.

- På den måde holder man sin viden opdateret, og det betyder derfor også, at vi har specialister, der hurtigt kan løse selv de mest vanskelige problemer, siger salgsdirektøren.

Jysk Maskincenter har i alt 55 ansatte og 17 servicevogne.

To plus to skal give fem
Samarbejdet betyder også meget for de to ledere, Henrik Christensen og direktør Anders Vester Nielsen, der hver især har fået hinanden at sparre med i den daglige ledelse. Det var noget, de begge savnede inden fusionen.

- Nu har vi også hinanden, og vi kan sparre om mange flere ting i dagligdagen, end man for eksempel kan med en bestyrelse, forklarer Henrik Christensen.

Beslutningen om at ansatte en værkstedsleder i stedet for en værkfører, er for eksempel taget af de to direktører i fællesskab.

- Vi sparrede med hinanden om det og fandt ud af, at vi egentlig ønskede en stærk mellemleder, der kan motivere de ansatte, i stedet for en fagligt stærk værkfører, fortæller Henrik Christensen.

De to direktører er enige om, at deres samarbejde gerne skal gøre, at to og to bliver fem i stedet for kun fire.

- Tilsammen skaber vi mere dynamik, end vi gjorde hver for sig, forklarer salgsdirektøren for Jysk Maskincenter.