De kombinerede EM og DM-konkurrencer åbnede i går i Sunds nær Herning i et herligt solskinsvejr, der var som bestilt til lejligheden.
De kombinerede EM og DM-konkurrencer åbnede i går i Sunds nær Herning i et herligt solskinsvejr, der var som bestilt til lejligheden. De fine forhold hjalp til med at lokke godt 600 besøgende ud til stævnet.
De konkurrerende pløjere skulle på førstedagen stikke ploven i stubjord. Det blev på en sandet jord, som nok var noget uvant for de fleste tilrejsende deltagere sydfra.
Der er 14 deltagende nationer i EM-pløjningen med hver to deltagere. En deltager fra næste års EM-værtsland, Tjekkiet, var uheldig og knækkede noget af sin plov, så der måtte en lille pause til før konkurrencen kunne fortsætte. Tjekken kørte videre og klarede sig nogenlunde. Men man skal klare sig bedre end nogenlunde, hvis man vil have en chance for medaljer blandt det stærke felt, som både har VM sølv og bronze vindere iblandt.
I DM konkurrencen er der 40 deltagere. Selvom der endnu ved redaktionens afslutning ikke forelå nogen resultater, klarede blandt andre Hardy Andersen, Ringkøbing, sig flot med standardploven. Også lokale Rene Vestergaard gjorde det fint med sin ni-furede vendeplov i DM-konkurrencen.
I dag er det grønjord, som bliver lagt i Midtjyllands fineste furer.