Stutteri Ask i nye rammer
STUTTERI: Der er kælet for detaljerne i det nye staldbyggeri hos Stutteri Ask på Hindsholm.
- Staldene er udformet for at tilgodese hestene. Så enkelt er det egentligt, siger berider Søren Møller fra Stutteri Ask på Hindsholm.
Og det er da også nogle af Danmarks bedste springheste, der bor på Kristiansminde og Schelenborg Gods på Hindsholm.
Stutteri Ask har speciale i springheste på internationalt niveau, og er et søsterselskab til stutteriet Blue Hors Dressage i Randbøl, der koncentrerer sig om dressurheste. Bag stutterierne står Lego-direktør Kjeld Kirk Kristiansen, der har lagt et stort engagement i hesteavlen.
- Her på Kristiansminde har vi omkring 35 heste, der alle er i ridning. På Schelenborg Gods står avlshopperne, unghestene og føllene, og der er omkring 80 heste der, siger Søren Møller.
Stald i luksusklasse
Det er på Kristiansminde, at hestene har fået nye rammer, og berideren har faktisk været med i hele forløbet.
Søren Møller kom til Stutteri Ask for 2½ år siden, og derfor har han været med under hele ombygningen, der har strakt sig over en periode på mere end to år.
- Det har været en lang proces, hvor vi har holdt byggemøde med Henning Hindsgaul en gang om ugen, men til gengæld er resultatet også blevet godt, siger berideren.
- De gamle stalde var nedslidte, og den nye lov om hestehold gav problemer med den gamle stald. Nu har vi fået mange gode detaljer tænkt ind, foruden lys og plads, siger Søren Møller og viser de ny stalde frem.
Føntørrer for velfærd
Der er kælet for detaljerne, og det er de nyeste teknikker, der er blevet valgt for at tilgodese hestene.
- Føntørreren til heste er for eksempel helt ny og erstatter solariet. Vi bruger den, så hestene ikke er våde, når de kommer tilbage i boksene, forklarer berideren.
Desuden er alle staldfaciliteter samlet under ét tag, hvilket især er en lettelse om vinteren.
- Tidligere skulle vi ud efter mange forskellige ting, og især om vinteren er det en lettelse, at vi kan undgå at skulle ud og ind mange gange, siger Søren Møller.
Mahogni og messing
Boksene i stalden er muret op og har forsider i mahogni og er elegant afsluttet med messing for enden af stolperne, og stutteriet har tænkt sig, at boksene skal blive ved med at tage sig pænt ud.
- Vi har en 7-8 piger ansat, så vi valgte, at vi ikke ville muge ud med maskiner, for det ville ikke kunne undgås, at en nyansat kom til at køre ind i boksene og skrammede dem, siger Søren Møller.
I stedet er der lavet en grav, hvor en traktor med vogn køres ned, og så læsses trillebøren ned, så arbejdet alligevel lettes.
Plads til nye hingste
I hingstestalden er der endnu ledige pladser, mens årets hingst Casir Ask kigger nysgerrigt på fotografen.
- Vi skal have indkøbt nyt hingstemateriale inden næste sæson, siger Søren Møller og fortæller, at han holder et vågent øje med internationalt topmateriale.
- Det er klart, at vi skal have nyt blod til at forny med, så vi fortsat er interessante for avlerne, siger Søren Møller og tilføjer, at tidens ideal er lettere heste.
Tapper tre gange ugentligt
Stutteri Ask har primært kontakt med andre avlere, men også private aftager sæd fra stutteriets hingste.
- I sæsonen fra april til september bliver hingstene tappet omkring tre gange om ugen, så det bliver til nogle portioner sæd, siger berideren, der ikke selv har noget med tapningen at gøre.
- Mit job består selvfølgelig i at ride hestene, og jeg rider omkring 8-10 heste om dagen, fortæller Søren Møller.
Prisen afgør salg
Der er stor forskel på, hvor længe Søren Møller har de enkelte heste i ridning.
- Det afhænger af, hvor stort et potentiale hesten har. Det skal kunne betale sig at blive ved med at træne den, siger han.
Selvom berideren er professionel, så indrømmer han, at han knytter sig mere til nogle heste end andre.
- Der kan være heste, jeg knytter mig mere til end andre, fordi de udvikler sig, men kommer der en god pris, så bliver de også solgt, for det er jo en forretning vi driver, siger Søren Møller.
Stutteri Ask er ikke alene kendt for sine heste, men også for sit specielle ejerforhold.
- Nogle mennesker mener, at vi må sælge meget dyre heste, når det er Kirk Kristiansen, der står bag, mens andre mener, at den kvalitet vi sælger er for dyr. Det mener jeg ikke er rigtigt. Vi har heste på forskellige niveauer til forskellige priser, og en hest, der kun kan gå konkurrencer på 1,20 m, kan sagtens være en rigtig god hest for en privat rytter, understreger han.
Myter og mennesker
- Det er selvfølgelig specielt at have Keld Kirk Kristiansen og Lego i ryggen, men det fritager os ikke fra at drive en sund forretning. Fordelen er, at vi ikke behøver gå i banken for at få hævet kassekreditten i forbindelse med et byggeri som dette, siger Søren Møller.
Keld Kirk Kristiansen er ikke en del af stutteriets daglige drift, men han kommer ofte på besøg og har fulgt nybyggeriet tæt.
- Han følger meget engageret med i stutteriets drift, og det er ham, der navngiver alle føllene, slutter Søren Møller.







































