Bedste gruppe for tredje gang
KIMBRERSKUET: SDM-besætningsgruppen fra Lone og Bent Bertelsen, Ørsted, blev for tredje gang bedste besætningsgruppe på tværs af racer på Kimbrerskuet i Aars.
Besætningsgruppekonkurrencen for malkekvæg åbnede dette års Kimbrerskue og satte dermed de to dages konkurrencer for malkekvæg, kødkvæg, får og heste i gang.
Der var spænding allerede fra starten, da den bedste besætningsgruppe på tværs af malkeracerne skulle udpeges.
Der var kamp mellem Binderupgaard I/S, St. Binderup, med RDM, Marla Red Holstein, Skive, med DRH, Anders Levring, Glesborg, med jersey samt Lone og Bent Bertelsen, Ørsted.
Vinderen blev for tredje gang SDM-gruppen fra Lone og Bent Bertelsen, Ørsted, som bestod af to ældre køer, en Lambada- og en Funkis-datter, samt en yngre ko efter Capri.
De to ældre køer var også sidste år med til at sikre, at sejren i besætningsgruppekonkurrencen gik til Ørsted på Djursland.
Jersey-ko på vej
Nummer to i konkurrencen blev Anders Levring, Glesborg, der stillede med en gruppe på fire jersey-køer.
Jersey-gruppen har tidligere høstet mange titler og anerkendelser, men måtte altså se sig henvist til andenpladsen på Kimbrerskuet, som også var debut for en yngre ko efter Q Hov.
- Det er altid sjovt at have unge køer med, der er på vej, og som kan gå med i en gruppe, der bliver højt placeret, siger Anders Levring, der fik god hjælp af sin datter Rikke, sin søn Rasmus og medhjælper Christian.
For familien og de ansatte
I stalden var der højt humør hos Bertelsen, der havde taget den lange vej fra Djursland tur til Aars for at udstille deres sortbrogede køer. Lone Bertelsen var af sted på skue uden Bent Bertelsen, der var blevet hjemme for at passe besætningen. I Aars fik hun hjælp af sine to døtre og to ansatte.
- Udstilling er noget, vi prioriterer rigtig højt, og jeg er meget glad for, at både de ansatte og mine børn har taget interessen til sig også. En af de ansatte ringede til mig og spurgte, om vi ikke nok kunne tage af sted til Kimbrerskuet, og så er det jo svært at sige nej, sagde Lone Bertelsen efter sejren var i hus.
Køerne fra familien Bertelsen har også været udstillet på Gl. Estrup og Hobro Dyrskue i år.












































