US-Finansorkan rammer Danmark

ØKONOMI: Finansielt uvejr - Orkan i Amerika giver storm i Danmark.

Finanskrisen er over os. Lige nu befinder vi os midt i orkanen. Krisen i den finansielle sektor har været i gang ca. et år, og den er ikke færdig endnu, fortæller Hans Lausten, der er finansieringsrådgiver i Sønderjysk Landboforening. Den seneste uge har på det finansielle marked været den mest turbulente med store bevægelser på både valuta- og aktiemarkedet i negativ retning.

Når medierne er fyldt med diverse virksomheder i den finansielle sektor, som er i krise eller bliver overtaget af andre, kan man som landmand - eller privatperson - spørge sig selv, hvordan man skal forholde sig til tingene?

Syv gode råd
Hans Lausten har følgende 7 gode råd i det aktuelle finansielle uvejr:

- Bevar roen og hold fokus på den daglige drift.

- Lad vær med at foretage dig noget eller købe ting, der presser likviditeten ekstra meget eller unødvendigt.

- Dokumentér, at investeringer er nødvendige.

- Bevar en god dialog med banken, og vis forståelse for den »kreditverden«, som banken befinder sig i.

- Nedbring din risiko - driftsmæssig eller finansiel - hvis det er muligt.

- Lad være med at foretage køb eller salg af valuta, aktier og andre værdipapirer mod trenden i markedet. Spørg din rådgiver.

- Brug tiden på at forberede dig og »få ting i støbeskeen« til den nye, positive tid, som kommer efter uvejret. Det vil her være muligt at foretage »gode køb«.

Læs også