»Arla holder ikke, hvad de lover«. »Yderst bekymrende udvikling«. »Mistillid til ledelsen«. »Vildledning«.

Ovenstående kommentarer fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter lader ingen i tvivl om, at foreningen er særdeles skuffet over Arla-noteringen, som fra og med 22. september sænkes med 23 øre til 293,2 danske øre pr. kilo.

Ifølge Arla er baggrunden især faldende priser på bulkmarkederne, og at forbrugerne i større udstrækning vælger lavprisprodukter, nu da verdensøkonomien er presset.

Ifølge Danske Mælkeproducenter er baggrunden nærmere, at Arla ser ud til at have valgt en forkert forædlingsstrategi.

- Det er yderst bekymrende at Arla Foods nedsætter afregningsprisen med næsten 10 procent netop i den periode af året, hvor mælkeprisen på markederne er højest, og netop i en situation, hvor dollarkursen er stærkt stigende. Det kan kun fremkalde mistillid til ledelsen og bekymring om den valgte strategi, siger formanden for Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritsen.

- Skuffelsen over, at Arla Foods ikke kan leve op til sine løfter fra efteråret 2007 bliver vanskelig at tilgive. For et år siden blev forædlingsstrategien brugt som det gyldne argument for, at Arla Foods kunne afregne nøjagtig lige så godt som andre. Salg af forædlede varer på lange kontrakter betød imidlertid, at prisstigningen ville komme senere, men til gengæld vare længere, siger Peder Mouritsen, og tilføjer:

- Vi var nok mange, der havde vores tvivl, og nu viser det sig også, at profetierne udelukkende bestod af varm luft. Arla Foods har ikke tilnærmelsesvis levet op til deres løfte om, at vi ville få den samme pris, blot forsinket. Hvis der er et gran af sandhed i argumentationen, må det jo betyde, at mejeriet er gået over til korttidskontrakter, nu hvor prisen falder.

Efterslæb
Bruger man hollandske LTO's sammenligning af afregningspriser fra udvalgte europæiske mejerier, er det tydeligt, at det efterslæb, som blev opbygget i efteråret 2007 aldrig er kommet til udbetaling fra Arla Foods, lyder vurderingen fra Danske Mælkeproducenter.

- Nu lyder forklaringen, at de stigende fødevarepriser har presset forbruget af forædlede produkter til fordel for billigere varianter. Men det er vel ikke vores problem, når varerne er solgt på lange kontrakter. For mig er det et tydeligt tegn på vildledning fra ledelsens side. Når endelig vores ønskesituation med højere priser opstår, så kan vi ikke sælge varerne, og hvornår skal vi så sælge de forædlede varer?

Peder Mouritsen giver ingenting for Arlas undskyldning om, at indtjeningen er under pres på grund af fald i dollarkursen.

- Nu stiger dollaren, og alligevel sættes afregningsprisen voldsomt ned. Det fortæller mig, at al den snak om dollarkurs er blændværk. Vore beregninger viser da også, at 10 øres ændring i dollarkursen allerhøjest betyder en øre på afregningsprisen.

Kritiserer ledelse
Arlas prisnedsættelse er så markant, at Peder Mouritsen sætter spørgsmålstegn ved, om ledelsen i det store mejeri er dygtige nok til at drive andelsvirksomhed.

- Det drejer sig om at afregne bedst muligt og ikke om at sælge mest muligt eller kvæle andre mejerier eller drive mejerieventyr i Kina eller opføre vindmøller eller alt hvad der er fundet på, siger han.

Formanden har samtidig svært ved at se, hvilken nytte mælkeproducenterne har af, at Arla Foods via Mejeriforeningen kæmper for at få afskaffet kvoterne i EU.

- For mig at se er der kun én langsigtet udvej for at hæve afregningsprisen til et omkostningsdækkende niveau, nemlig at regulere udbuddet og dermed produktionen af billige varer, som åbenbart ikke engang kan betale omkostningerne ved produktionen, siger Peder Mouritsen.