Med de seneste dages regnvejr er der dømt høstpause. Og tid til at vurdere halmsituationen. Skal mejetærskerens halmsnitter kobles til eller fra, når vejret igen tillader at fortsætte høstarbejdet.

Fra Effektivt Landbrugs rundringning fremgår det, at man de fleste steder har sikret sig så stort overblik over årets halmydelse, at der kan disponeres hensigtsmæssigt. Både til halmværkerne og for eksempel til de særligt halmkrævende stalde med dybstrøelse.

En af dem, der skal bruge meget halm er Per Jacobsen, Præstholm i Vesløs i Hanherred. Her mødte Effektivt Landbrug medhjælper Steffen Dennis Madsen i færd med at flytte et stort læs indkøbte rundballer hjem til bedriftens 45 økologiske køer, der går på dybstrøelse.

Endnu har Per Jacobsen ikke selv høstet noget korn. I år venter han imidlertid en rimelig høst på de lavbundsjorde, hvor han dyrker havre og vårhvede. Kornafgrøderne på ejendommen er endnu ikke modne, men forventningerne er gode nok, lader han forstå.