På Herning Pulling Arena vil der i weekenden, den 26. og 27. juli blive gennemført 3. afdeling af Euro Cup i traktortræk.

Ved den internationale Euro Cup vil over 100 traktorer - og dermed mere end 250.000 hestekræfter - stiller op til start. I konkurrencen deltager eliten fra Danmark, Holland, Tyskland, Belgien, England, Sverige, Norge og Finland.

For at øge konkurrencen og antallet af traktorer, er præmiepengene blevet øget til en samlet pulje på over 400.000 kroner. Og med over 120 startplaceringer i de forskellige klasser skulle det nok kunne sikre en knivskarp konkurrence på Herning Pulling Arena.

Flymotorer
I toppen af »kongeklassen« stiller Lambada-holdet med V8-racermotorer, der igen i år lagt sig i spidsen. Lige i hælene kommer både Green Spirit med de V12-flymotorer og Whispering Giant med jetmotorer og vil forsøge at indhente førerholdet.

Nævnes skal også Team Fox, der med alle sine fem motorer i topform også satser stærkt på en plads på præmieskamlen.

I Pro Stock-klassen er der, om muligt, endnu mere spænding. Her præges favoritpladserne af at det især er traktormærkernes kamp. Bliver det en IH Case, en Valtra, en Ford, eller en John Deere, der blandt de mere end 20 traktorer i denne klasse løber af med sejren?

Det danske John Deere team har efter de første Euro Cup stævner lagt sig i spidsen foran både Valtra teamet fra Finland og alle de stærke hold fra Holland. Alle ligger dog tæt, så spændingen er bevaret.

I Super Stock-klassen er der spænding.  Her er det især en kamp mellem de røde og de grønne. Bliver det en IH eller en John Deere? Bits´n pjeces-teamet fra Holland fører klassen, med Red Alert og Red Fever fra England lige i hælene.

Kun på baghjul
I Euro Cup-konkurrencen vil der være traktorer med op 10.000 hestekræfter, der dyster.

Her er der tale om specialbyggede traktorer til formålet. For eksempel vil de typisk være udstyret med toptunede diesel- og benzinmotorer fra lastbiler, fly, kampvogne og såkaldte amerikanerbiler.

I klasserne Super Stock og Pro Stock er der tale om hårdt tunede standardtraktorer, der ligner almindelige traktorer, men udvikler 15-20 gange så mange hestekræfter. I konkurrencen må traktorer kun trække på baghjulene.

I forbindelse med arrangementet afvikles ligeledes 6. afdeling af DM i traktortræk.

Lørdag den 26. juli starter konkurrencen klokken 15.00 og på søndag fortsættes fra klokken 11.00. Begge dage på Herning Pulling Arena på Mørupvej.