Marksprøjter til de største opgaver
Importøren af Horsch-maskinerne i Danmark tager nu tyske Inuma Marathon og Leeb marksprøjter med op til 40 meters bomme på programmet.
Der er kommet nye tyske marksprøjter på programmet til største sprøjteopgaver hos Stroco-Agro ApS, der ellers er kendt som importør af Horsh redskaberne til jordbehandling og såning.
Det gælder blandt andet Inuma Marathon trailersprøjterne, der ligger i tankstørrelserne fra 8.000 liter og op til 14.000 liter. Med denne store beholderkapacitet kan der sprøjtes op til 100 ha på en påfyldning ved 140 l/ha. Trailersprøjterne har alle bogieaksler, og med bomstørrelser op til 40 meter hører denne sprøjte absolut til de største på markedet.
Den anden nye sprøjte på programmet er Leeb PT 230, der er selvkørende med en 230 hestes motor og en tankvolumen på 8.000 liter. Med 150 l/ha kan der sprøjtes over 50 ha i en påfyldning. Også her er bombredden op til 40 meter.
Bred anvendelse
Sprøjterne kan også anvendes til udbringning af flydende gødning. Begge sprøjter er monteret med højtydende vedligeholdesfrie centrifugalpumper, og der er ingen problemer med at læsse selv store mængder gødning af.
Både Inuma og Leeb sprøjterne er udstyret med en bomcirkulation, hvor luftstyrede ventiler styrer alle funktioner og sikrer en fyldt bom ved sprøjtestart. Ligeledes er der aldrig sprøjterester i bommen, der kan løsne sig under en senere sprøjtning med et andet middel.
Når sprøjtearbejdet er afsluttet kan der enten skylles vand igennem bommen, eller bommen kan blæses igennem med luft - noget der vil vække glæde hos enhver sprøjtefører.
Der er mulighed for at montere alt det udstyr på sprøjterne, der nu måtte ønskes på de enkelte bedrifter.
Dyseskift fra kabinen
Sprøjterne giver også mulighed for dyseskift fra kabinen. Takket være luftstyringen kan man inde fra kabinen betjene Vario-Select dysestyring med op til 4 dyser som man kan skifte individuelt med. Med dette system kan der i løbet af en sprøjteopgave ændres dråbestørrelse i tilfælde af tiltagende vind og afdrift kan mindskes.
Der kan også arbejdes med flere dyser åbnet samtidig. Dette kan være aktuelt ved skift fra lav hastighed på vej op ad en bakketop og høj hastighed på flad mark hvor dysetrykket så vil stige. Her kan man så på flad mark åbne endnu en dyse eventuelt i samme størrelse for at holde en høj fart.
Inuma Marathon og Leeb PT 230 sprøjten er udstyret med Comfort-Terminal betjeningsskærm. Sammen med et multifunktionshåndtag er der altid fuld kontrol og overblik over sitiuationen. Dertil kommer muligheden for at tilkøbe ekstra udstyr som for eksempel RTK systemet til autostyring med 2 cm nøjagtighed.







































