Ny rød gigant
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Massey Ferguson har netop løftet sløret for en helt ny stortraktor med 365 hestekræfter. Modellen har fællestræk med 8400-serien.
Massey Ferguson er nu klar med en nyudviklet stortraktor i toppen af deres 8400-serie.
Traktoren blev præsenteret første gang i forbindelse med Massey Fergusons 50 års jubilæum som blev fejret i Frankrig i sidste uge.
Den nye model kunne kun ses fra afstand, og Agco var desuden meget sparsom med supplerende oplysninger til de nysgerrige danske forhandlere, som deltog i fejringen af 50-års jubilæet.
Agco oplyste dog, at den nydesignede model er udstyret med en Sisu-motor, der yder 365 hestekræfter. Det blev desuden nævnt, at traktoren har fået ny kabine og integreret frontlift og front-pto.
Den udstillede traktor var mærket med Dyna VT, som indikerer, at traktoren har variabel transmission. Den eksakte modelbetegnelse er endnu ikke offentliggjort.
Ifølge Distriktschef ved Agco Danmark Egon Sørensen har den nye model en række grundlæggende fællestræk med 8400-serien.
- 8400-serien har mere potentiale, og der er flere dele fra serien som går igen på den nye model. Vi kan blandt andet udnytte, at vi allerede kender transmissionens formåen ved højere ydelser, siger han.
Egon Sørensen håber på, at den nye model vil blive fremvist ved vinterens LIB-messe i Fredericia.
Læs mere om maskinfokus i Effektivt Landbrug tirsdag 27. maj.






































