Agressive hundyr skal adskilles under transport
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Vulvasår og andre åbne sår på dyrene som følge af transport kan medføre sanktioner ifølge Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsrejsehold.
Ikke bare orner og tyre, men alle dyr, der er fjendtlige over for hinanden, skal holdes adskilt under håndtering og transport. Dét fremgår af EU’s transportforordning, som herhjemme håndhæves af blandt andet politiet og Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsrejsehold.
Dyrlæge Stig Jessen, der er en af kontrollørerne på rejseholdet, oplever, at søer og orner er nogle af de dyr, der oftest har åbne sår eller lignende, der kan indikere, at de har været oppe at slås for alvor.
- Vi ser forholdsvis sjældent sådanne tilfælde under vores kontroller. Men når vi ser det, er orner og søer ofte impliceret, konstaterer Stig Jessen, og tilføjer, at sagerne spænder lige fra de åbenlyse overtrædelser, hvor to orner har gået sammen og påført hinanden skader, til gråzone-tilfælde, hvor det kan være svært for kontrolløren at afgøre, om reglerne er overholdt eller ej.
I situationer, hvor et dyr har lidt overlast, handler det ifølge dyrlægen først og fremmest om at sikre dyret mod yderligere overlast.
- Det kan for eksempel ske ved, at vi stopper transporten og får dyret transporteret væk. Dernæst overvejer vi, om nogen skal drages til ansvar, fortæller Stig Jessen.
En »skade« kan for eksempel være et vulvasår eller andre åbne sår på en so, forklarer Stig Jessen.
- Rifter og skrammer er ikke nok. Det skal være noget, der springer i øjnene, forklarer han, og understreger, at bedømmelsen beror på et skøn i den enkelte situation.
Som oftest er smågrise og slagtesvin ikke »fjendtlige« i juridisk forstand, fordi de typisk er mere jævnbyrdige i slåskampe end for eksempel søer, og har vanskeligere ved at påføre hinanden skader, vurderer Stig Jessen.
Med søer er det en anden sag.
- Der er større, individuelle forskelle i søers kondition. Nogle af dem er præget af et langt liv i stalden, og har derfor ikke så mange kræfter, konstaterer dyrlægen.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug torsdag 15. maj.







































