Traktorsalget i lavere gear

Sidste års samlede vinder, New Holland, blev i januar sendt helt ned på syvendepladsen. John Deere igen i front, mens Agco-mærkerne satte sig på 42 procent.

Det blev ikke til nogen lang lur på laurbærrene for New Holland, der som bekendt kunne kåres som Danmarks mest populære traktor i 2007 efter et helt ekstraordinært stort antal nyregistreringer i december måned.

Nu er pusten imidlertid gået af de blå, viser årets første månedsopgørelse, Effektivt Landbrug hermed i dag kan bringe. Her viser antallet af nyregistreringer, at den stolte vinder fra 2007 må se sig placeret på en ydmyg syvendeplads med kun 21 nyregistreringer i årets første måned.

Med flest nyregistreringer i januar måned 2008 indtager John Deere førstepladsen, og genvinder formentlig hurtigt skuffelsen over december måneds nederlag til New Holland.

Overordnet viser det samlede antal på 236 nyregistrerede traktorer i Danmark i januar måned en opbremsning i forhold til de to foregående år. I 2007 var det tilsvarende tal 285 traktorer, mens der i januar 2006 rullede 263 nyregistrerede traktorer ud over forhandlernes kantsten.

Retfærdigvis skal det nævnes, at tre mærker, herunder januar måneds vinder John Deere samt Valtra på fjerdepladsen og Deutz-Fahr på sjettepladsen, alle ligger højere end de to foregående år.

Ingen kan forudsige, om der sker en centrering om færre og større traktormærker i markedet. Det er dog bemærkelsesværdigt, at hele fire mærker, JCB, McCormick, Same, og Zetor slet ikke har fået nyregistreringer på listen i januar måned. For et år siden, i januar 2007, var der kun to mærker, hvorpå der slet ikke blev monteret nummerplader.

Dertil kommer, at mærkerne Hürlimann, Lamborghini og Landini hver især måtte tage sig til nøje med en enkelt nyregistreret traktor i januar 2008.

Et ikke mindre iøjnefaldende fænomen er Agco-mærkerne Massey Fergusons, Valtras og Fendts stærke start på 2008.

Massey Ferguson indtager månedens andenplads, og er med kun to traktorers forskel i hælene på januar-vinderen John Deere. På de næstfølgende to pladser følger Massey Fergusons søskende fra Agco-koncernsamarbejdet, nemlig Valtra og Fendt. Hermed placerer Agco-koncernen sig med godt 42 procent af januar-registreringerne i Danmark.

Bemærkelsesværdigt er i denne sammenhæng Valtra, der slet ikke markerer sig i plus 200 hk-segmentet. Til gengæld sidder det finske traktormærke tungt som den næstbedste i januar måned med 18,1 procents markedsandel i den populære 140-200 hk klasse.

Læs også