Unikke rammer skal sælge fødevarer
(LANDBRUG ØST) Nyt fødevaremarked på Gisselfeld sidst i september skal øge kontakten mellem lokale producenter og forbrugere. Arrangørerne håber, en tradition er født.
Staldene bag Ridehuset på Gisselfeld ved Haslev i Midtsjælland slår den 22. og 23. september portene til side og byder indenfor til et helt nyt fødevaremarked, Bondens Marked, hvor lokale producenter vil præsentere produkter for forhåbentlig mange interesserede.
- Vi vil lave et fødevaremarked for at få udbredt kendskabet til de lokale producenter og skabe den direkte kontakt mellem forbrugerne og os producenter, fortæller Lars Peter Nielsen, Kærsgård i Teestrup ved Haslev, der sammen med sin kone, Jette Højholdt Mikkelsen, er en af initiativtagerne til markedet.
Parret sidder i en styregruppe, der yderligere tæller Stig Lauritsen og Greg Kobett fra Orangeriet på Gisselfeld og Karen Baden, konsulent ved DL Syd.
- Vi har selvfølgelig også en idé om, at de små producenter gerne må tjene det, detailleddet nogle gange tager i dag, og så vil vi gerne prøve at skabe nogle rammer, der skaber en unik oplevelse. Vi vil prikke lidt til danskernes forbrugsvaner. Give dem noget, de ikke vidste, de kunne få, tilføjer Jette Højholdt Mikkelsen.
Og rammerne skal nok blive unikke. De er lagt i hænderne på havedesigner Stig Lauritsen, kendt fra TV2-programmet Have Haves, og landskabsarkitekt Greg Kobett. Til dagligt forpagter de to Paradehuset og er dermed kontakten til Gisselfeld. De var straks med på idéen om et fødevaremarked på Gisselfeld, da de blev spurgt.
- Det er et spændende koncept og dejligt at kunne samle forskellige hjemmelavede produkter. Samtidig er det en god årstid, hvor vi kan markere høsten og sensommeren, siger Stig Lauritsen.
Men det var ikke kun tanken om at samle fødevarer og markere høsten, der tiltalte de to.
- Præsentationen stemmer overens med vores ideologi. Det æstetiske og scenografiske element er meget vigtigt for os. Det skal være et autentisk markedsstemning med gamle rekvisitter, som man kender det fra Italien og Frankrig i 1700- og 1800-tallet. Vi synes, det er vigtigt, at man pirrer alle sanserne, fortæller Greg Kobett.
Uden for staldene vil der blandt andet være miljø med levende dyr og arbejdende værksteder. Drømmen er også at få nogle musikere til at spille, men økonomien er stadig knap for det nystartede projekt.
- Sponsorer er velkommen til at henvende sig, griner Stig Lauritsen.
Og sponsorerne er ikke de eneste, der gerne må henvende sig. Der er stadig plads til flere producenter inde i selve staldene.
- Vi kunne godt bruge nogle producenter inden for frugt og bær, grøntsager, kød, vin, mejeri, charcuteri og fisk. Mulighederne er mange og brede, siger Lars Peter Nielsen, og oplyser, at en standplads koster 500 kroner.
- Forbrugerne ved ikke, hvilke fødevarer de vil have, for de ved ikke, hvad der findes. Forhåbentlig kan vi hjælpe dem lidt på vej. Og vi håber, at det her er starten på en tradition, slutter Jette Højholdt Mikkelsen.








































