Af Michael Sand

Danske Mælkeproducenter går til angreb på Arla og forlanger en øjeblikkelig stigning i afregningsprisen på mindst 25 øre. Den øjeblikkelige stigning skal følges op af prisstigninger i januar og april. Formanden for Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritsen, forudser en dødsspiral, hvis ikke leverandørerne får en bedre pris nu.

- Vi har i de sidste mange år hørt, at vi leverandører skal investere i fremtiden, og at det bliver bedre om tre til fem år. Fremtiden er kommet nu. Hvis ikke Arla i de kommende år investerer i deres leverandører, bliver leverandørerne nødt til at lukke eller eksportere til udlandet, og så er der ikke nogen leverandører til Arla i fremtiden, siger Peder Mouritsen.

Specielt er det faldet De Danske Mælkeproducenter for brystet, at Arla har hævet afregningsprisen i England uden, at der er sket noget i Danmark og Sverige.

Mælkepriserne er steget over stort set hele verden, i USA er mælkepriserne på syv måneder steget med 70 procent i en fast dollarkurs. Stigningerne er gået udenom Arlas leverandører i Danmark og Sverige, og det har fået fire store danske mælkeproducenter til at forlade Arla og oprette deres eget selskab, Danish Dairy, der vil eksportere mælk til det tyske spotmarked.

Det er første gang i Danmarkshistorien, at nogen eksporterer mælk til udlandet, og Peder Mouritsen er overrasket over, at Arla endnu ikke har fortaget sig noget.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug tirsdag.