Gevinst ved samarbejde i marken

(LANDBRUG SYD) Hektaromkostningerne er faldet mens den personlige konto er øget hos tre svineproducenter, der har dannet et I/S, som tager sig af driften af deres fælles jord.

Danske landmænd er vant til at være enerådende. Men på Kegnæs er tre svineproducenter gået nye veje i et samarbejde om fælles planteavlsdrift.

Landmændene har samlet aktiviteterne i marken i et I/S – og min mark er blevet til vores mark. Resultaterne er ikke til at tage fejl af. Maskinomkostningerne er faldet fra 3.000 til 1.500 kroner pr. hektar. Og samtidig har landmændene fået et ekstra plus på den personlige bundlinie.

- Det at have kolleger - altså det at have nogen at dele glæder, bekymringer og praktiske opgaver med - er så absolut det største plus, lyder det samstemmende fra Hans Jørgen Hansen, Jens Ole Bladt og Jens Kristian Lassen, Kegnæs.

De tre sønderjyder står frem i seneste nummer af medlemsbladet LandboSyd Nyt, der er sendt ud til landbruget i Sønderjylland.

Og Hans Jørgen Hansen, Jens Ole Bladt og Jens Kristian Lassen erkender, at der har ligget mange overvejelser bag samarbejdet, som blev gennemført med assistance fra rådgiverne hos LandboSyd.

- I starten hjalp vi hinanden med at pløje og så. Simpelthen for at finde ud af, om vi kunne arbejde sammen, fortæller Jens Kristian Lassen. Og den øvelse gik godt. Dermed var banen kridtet op til et formaliseret samarbejde, hvor min mark blev til vores mark. En proces, der forløb over flere måneder, hvor LandboSyd stod for udarbejdelse af kontrakten.

En af de helt store udfordringer op til den endelige beslutning udspillede sig på det mentale plan.

- For mit vedkommende krævede det måneders betænkningstid, fortæller Hans Jørgen Hansen, om det at afgive sin selvstændighed til et I/S. I dag erkender alle tre, at det ikke nytter at gå op i småting.

- Vi må have tillid til hinanden og uddelegere ansvaret. Én laver markplanen, mens en anden står for maskinreparation og en tredje tager sig af sprøjtningen. Opgaverne fordeles efter, hvad vi hver især har lyst til og mest forstand på, fortæller Hans Jørgen Hansen.

Læs også