Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret har gjort op, at 149 bedrifter ønsker at lægge produktionen på i alt 11.000 hektar om til økologi i år. Samtidig vil 167 eksisterende økologer føje i alt 4.000 hektar til deres bedrifter. Kun 47 landmænd med tilsammen 2.300 hektar går ud af økologisk drift. Nettoresultatet er, at det økologiske landbrug bliver udvidet med 102 bedrifter og 12.700 hektar.

Det er mere end dobbelt så mange, som en tilsvarende prognose fra november 2006 forudså, så interessen for økologisk produktion er steget markant.

Den udvikling er Økologichef Søren Nilausen fra Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret i Skejby meget tilfreds med:

- Tilgangen svarer helt perfekt til den fremskrivning, Dansk Landbrug har udarbejdet om markedet for økologiske produkter frem til 2015. Der bliver behov for omlægning af mindst 10.000 hektar om året. Så vi er glade for at konstatere, at vi kommer godt fra start i år.

Flere økologer i fremtiden

Søren Nilausen forventer, at tendensen vil fortsætte de kommende år.

- Vores konsulenter fornemmer, at en del landmænd i øjeblikket går og overvejer, om de også skal lægge om til økologisk drift. Jeg tror, de vil beslutte sig, når de ser, at priserne for økologiske landbrugsprodukter fortsat vil være væsentlig højere end tilsvarende konventionelle. I det øjeblik mejerier, slagterier og foderstofforretninger melder ud, at de ønsker flere økologiske leverandører, vil det helt naturligt også fremme omlægningen.

Indberetninger fra 24 økologikonsulenter over hele landet har dannet udgangspunkt for den nye prognose, som kan ses i sin helhed på landscentret.dk/okologi.