Du har beskidt olie i traktoren
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Rens hydraulikolien på din traktor, hvis du både vil spare unødige driftsstop og en masse olie- og filterskift, lyder rådet fra et filter-firma. Maskinkonsulent positiv over for tanken.
Tænk at kunne køre 2-3 gange så lang tid på den samme olie, som man plejer. Eller droppe filter-udskiftningen på traktoren helt. Eller undgå unødige driftsstop som følge af beskidt olie.
Det lyder som en drømmeverden, men er ifølge firmaet Europafilter Danmark den skinbarlige virkelighed.
Firmaet markedsfører et filter, der kan rense hydraulik- og gearkasseolien helt i bund. Det skulle dels kunne forlænge maskinens levetid, dels spare landmanden for unødige olieskift, filterskift og driftsstop som følge af beskidt olie.
Det kræver blot, at man kobler Europafilteret til traktoren en gang om ugen i højsæsonen, fortæller indehaverne Finn Andersen og Jens Toft, der selv er henholdsvis planteavler og tidligere planteavler.
- Jeg har selv et par traktorer, hvor jeg holder olien ren. Det betyder, at filtrene på traktorerne ikke opsamler noget skidt, og jeg behøver derfor ikke at udskifte dem i hele traktorens levetid, siger Finn Andersen.
- Samtidig får jeg et officielt, uafhængigt laboratorium til at analysere olien jævnligt. Det koster 550 kroner pr. gang, og for de penge får jeg undersøgt, om olien fortsat er af en så høj kvalitet, at den kan bruges i traktoren. Og det er den typisk i flere år, fortæller Finn Andersen.
Den anden indehaver, Jens Toft, supplerer:
- Den olie, du køber af oliefirmaet, er renset ned til en partikelstørrelse, som i vores øjne er for stor. Der er nemlig stadig tusindvis af partikler i olien, og det gør, at friktionen i traktorens finmekanik bliver for stor. Derfor anbefaler vi at rense den nye olie, så den bliver fem gange renere end ny olie.
Jens Toft henviser til, at teknikken i moderne maskiner i dag er presset til det yderste, og derfor er man kommet tættere på grænsen til, hvad gearkasser og hydrauliksystemer kan tåle af belastninger.
- De partikler, som i de gode gamle dage kunne passere ventilerne i hydrauliksystemerne, kan ikke komme forbi i dag, for der er ikke plads. Og det stiller selvfølgelig større krav til oliens renhed, siger han.
En vigtig sidegevinst ved at rense hydraulikolien på traktoren er ifølge Jens Toft, at olien i de tilkoblede maskiner dermed også bliver renset.
- Det forlænger levetiden og mindsker risikoen for driftsstop på disse maskiner også, pointerer han.
Et anlæg til rensning af olien koster typisk 32.400 kroner, og dertil kommer montering af koblinger på traktoren, som gør det muligt at tilslutte anlægget.
Maskinkonsulent Hans-Henning Sørensen, Østlige Øers Maskinrådgivning, er umiddelbart positiv over for princippet om at rense olien.
- Hvis man renser olien godt, så vil man kunne spare en del olie- og filterskift. Og man ville formentlig også kunne forlænge maskinernes levetid og undgå unødige driftsstop som følge af beskidt olie, siger han, og fortsætter:
- Filterrensning af olie er en god idé for en landmand, som måske ikke altid er lige omhyggelig med at tørre olieudtagene af på traktoren før brug, osv. Omvendt kan man så stille spørgsmålstegn ved, om en landmand, der i forvejen er lidt sløset med olien, nu også vil kunne tage sig sammen til at koble et filter til traktoren jævnligt, pointerer Hans Henning Sørensen.
- Og så vil jeg også gerne understrege, at den rigtige teknik omkring filterskift, olieskift og i det hele taget større omhu med olie-hygiejnen også betyder meget for traktoren. Så man kan altså komme rigtig langt bare ved at være omhyggelig.
- Omvendt vil en investering i et filterrensningsanlæg måske højne moralen for de ansatte, som derved ville sætte større fokus på, at olien hele tiden er i en ordentlig kvalitet, mener Hans Henning Sørensen.
Maskinkonsulenten påpeger dog, at man bør være forsigtig med hensyn til traktorens garantiperiode, hvis man undlader at udskifte filtre og olien efter instruktionsbogens forskrifter.
- I sådanne tilfælde skal man kontakte forhandleren på forhånd for at høre, hvordan han forholder sig.
- Men hvis man jævnligt sørger for at filtrere olien og lader et anerkendt analyse-laboratorium tager en analyse af olien, vil man stå stærkt, i fald at traktoren skulle gå i stykker. Det betyder, at man i hvert fald efter garantiperioden har gode muligheder for kompensation, hvis man filtrerer og analyserer olien efter forskrifterne, siger han.
Hvad angår den økonomiske side af sagen, afhænger det af forholdene på den enkelte bedrift, lyder det fra Hans Henning Sørensen.
- Men hvis man vil investere i det her, skal man gøre det konsekvent på alle traktorer på bedriften, der kører med fælles redskaber. Ellers batter det for lidt, understreger han.
Hos oliefirmaet Dansk Shell har produktspecialist Freddy Andersen ikke noget imod analyser og filtrering af olie.
- Men landmanden skal ikke tro, at han får en ny olie ud af det. Selv om en analyse siger god for olien den ene dag, har landmanden ingen sikkerhed for, at olien holder kvaliteten de næste 300, siger han.