Serbien søger sønderjyske landmænd
(LANDBRUG SYD) Serbien har et stort statslandbrug, der i disse år undergår en omfattende privatisering. I sidste uge var landbrugsministeren fra regionen Vojvodina taget til Aabenraa for at tilbyde danske landmænd fordelagtige investeringsmuligheder i landet.
Et stort statslandbrug der privatiseres i disse år, lave produktionsomkostninger og lave lønninger. Det er hvad der tilbydes udenlandske landbrugsinvestorer i Serbien, der ikke mindst i regionen Vojvodina har et stort landbrugsområde, der er i fuld gang med at blive privatiseret, efter mange års statsbrug, der var det normale i det tidligere Jugoslavien, som Serbien var en del af.
I dag står Serbien som et selvstændigt, men også efter vestlig standard, fattigt land, der mangler udenlandske investeringer – ikke mindst i landbruget. Og ifølge landbrugsminister i regionen Vojvodina, Daniel Petrolia er der nok af fordele, der burde kunne lokke danske landmænd og virksomheder til området.
I sidste uge lagde han sammen med sin departementschef Vladimir Syndic vejen forbi LandboSyd i Aabenraa til et informationsmøde, hvor han fremlagde de mange muligheder der er for landbrugsinvesteringer i regionen.
Gennemsnitslønnen er 300 Euro eller omkring 2.250 kr. om måneden. Nye firmaer betaler ingen skat de første fem år og overskud beskattes med blot 10 procent.
Umiddelbart lyder det som et gunstigt erhvervsklima at investere i, og det var da også de forhold sammen med en god infrastruktur og nem adgang til en række eksportmarkeder med Rusland som et af de store, som Daniel Petrolia fremhævede som tillokkende for udenlandske investorer.
Men der er også regler for udenlandske investorer i Serbien, som bør tages med i overvejelserne. Blandt andet den kendsgerning, at investeringer skal ske gennem specielle statskontrollerede selskaber, hvor man køber sig ind i landbrugssektoren.
Og det var ikke mindst her, de fremmødte danske landmænd havde et vist forbehold overfor landet som de færreste danskere kender ret meget til.
TEKST: JOHN ANKERSEN








































