Arla UK i fremgang
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Arla UK fremlagde i går et årsregnskab, der viste flot fremgang over alt - på nær på bundlinien.
Arla Foods UK plc fremlagde torsdag sit årsregnskab (oktober 2005-september 2006) med et overskud på ordinær drift på 31,5 millioner engelske pund - 347 millioner kroner. En nedgang på en million pund (11 millioner kroner) i forhold til året før, men det betegnes alligevel som tilfredsstillende på grund af et forventeligt flot andet regnskabshalvår.
Arla UK har i regnskabsåret færdiggjort det sidste af en treårig plan, der skulle trimme virksomheden efter fusionen med Express Dairies i 2003. Det har blandt andet betydet en nedgang i antallet af medarbejdere på »centrale funktioner« på 34 procent og en reducering i produktionsomkostningerne af frisk mælk på 28 procent.
- Siden fusionen i 2003 har vi foretaget betydelige investeringer for at rationalisere og ændre strategien. Selvom markedet forbliver udfordrende og vi fortsætter med at opleve hård konkurrence, vil vores »brands« og friske mælk give os en solid platform, så vi kan fortsætte fremgangen i 2007 og videre, udtalte bestyrelsesformand for Arla Foods UK Sir David Naish ved offentliggørelsen.
Og netop Arla’s stærke »brands« i det engelske har haft stor fremgang - i øvrigt ligesom sidste år. Salget af Lurpak og Anchor er steget seks procent på et marked, der er stagneret, og den forholdsvis nye, filtrerede Cravendale mælk sælger nu tre millioner liter om ugen.
- Vores brands fortsætter med at opleve en stærk fremgang. Cravendale-salget har taget så meget til, at vi vil øge vores marketingbudget for næste år til seks millioner pund for at kunne fortsætte den opmuntrende salgstrend, som især er taget til i anden halvdel af året, siger Sir David Naish.
Historien om, at Arla Foods a.m.b.a. er ved at overtage de sidste 49 procent af aktierne i Arla UK, kommenterede Sir David Naish med, at der ingen garanti var for, at et tilbud var lige rundt om hjørnet.








































