Bælter magter mere end hjul
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Når hestekræfterne skal følge med strukturudviklingen, er bælter bedre end hjul, hvis der ønskes maksimal overførsel af trækkraft og fremkommelighed på vejene.
Indtil videre har Kragmann A/S solgt op mod 20 importerede, knækstyrede stortraktorer fra John Deere, New Holland, Case IH og Buhler Versatile (som Kragmann A/S har den danske import og forhandling af), og forventningen er at sælge yderligere mindst ti i løbet af de næste par år.
For fremtiden er på de knækstyrede og bæltetraktorernes side, vurderer Jim Thygesen, markedschef hos Kragmann A/S.
Disse maskiner kan nemlig opfylde flere behov hos kunderne.
Dels gør strukturudviklingen de enkelte bedrifter større og større. Dels er der øget fokus på effektivitet i marken. Hver maskinfører og hver traktor skal simpelthen over flere og flere hektar. Og endelig er der en grænse for, hvor mange hestekræfter, der kan overføres på en almindelig »hjul-traktor«.
på smalle veje
- Man kan sagtens lave en 400 hestekræfters »hjultraktor«, men skal du udnytte de 400 hestekræfter, bliver den over fire meter bred med tvillinghjul, og så fylder den hele vejen, forklarer Jim Thygesen.
Bæltetraktorerne fylder kun tre meter i bredden på vejene. Og det har allerede betydning flere steder i landet, hvor færdselspolitiet ikke længere ser gennem fingre med de 4-4,5 meter i bredden, en »hjultraktor« med tvillinghjul fylder på vejen om foråret og efteråret.
- Med en Quad Trac er du hurtigt inde på marken, hurtigt færdig med arbejdet og ude på vejen igen uden at genere medtrafikanterne, forklarer han.
Især Case IH’s knækstyrede Quad Trac med fire bælter og 400-450 HK er blevet lidt af et hit hos Kragmann A/S’ kunder.
Med det danske klimas ofte våde forår og efterår er fire frem for to bælter også at foretrække. Med kun to bælter letter forenden, når redskabet sættes i jorden og forskyder vægten bagud. På den måde bliver det »maskinen og ikke manden, der bestemmer, hvornår der skal arbejdes,« som Jim Thygesen udtrykker det. Her giver fire bælter en langt bedre vægtfordeling - og manøvrering af maskinen.
efter 5.000 timer
Selve konceptet med de knækstyrede stortraktorer har Kragmann A/S fundet i udlandet, hvor man mange steder er langt fremme i effektiviseringen af markbruget. Det er også her, import-traktorerne hentes til Danmark. Typisk har de gået 4.000-5.000 timer og gennemgår en komplet »make over« inklusiv en omfattende klargøring.
- I bund og grund er der tale om kvalitetsmaskiner. Ellers ville de jo ligne noget, man troede var løgn, efter 5.000 timer, som Jim Thygesen siger.
Maskinerne, der koster fra en million og opefter, sælges med opstartsgaranti efter klargøringen, hvor Kragmann A/S hjælper kunden i gang med maskinen, og hvor alle konstaterede fejl og mangler selvklart går på firmaets regning. Derudover er det muligt at købe en tillægsforsikring for det første driftsår - men dem sælges der ikke mange af.