Lige nu er mange i gang med at tage et pænt 5. slæt eller planlægger at gøre det indenfor den nærmeste fremtid, men der skal kigges på vejrudsigten og ikke i kalenderen, når en dato for udførelsen fastlægges. - Vejret er vigtigere end datoen, når det sidste slæt græs skal bjærges. Styr efter så vidt muligt at få det sidste græs skårlagt og snittet på dage med høj solskin og blæst. På denne måde kan man få bjærget et sent græsslæt i en rimeligt tør tilstand, som kan give en god ensilage, i stedet for noget surt og vådt stads, der let kan resultere i et dårligt foder, lyder rådet fra planteavlskonsulent Søren Greve Olesen, Sønderjysk Landboforening. Søren Greve Olesen nikker i øvrigt genkendende til billedet af, at det samlede græsudbytte for hele vækstsæsonen i år ikke ender så galt, som man kunne frygte, da al græsvækst var gået i stå midt på sommeren, hvor juli måned blev usædvanlig varm og tør. - Faktisk er det ikke særligt tit, at vi oplever de helt store udsving i græsudbytterne fra år til år. Denne vækstsæson har nemlig tydeligt vist, hvordan græsmarkerne i den grad kan »komme igen«, efter at et eller to slæt på det nærmeste er brændt væk. I dette efterår har vi tydeligt fået demonstreret græssets fantastiske evne til kompensatorisk vækst, siger han. Hans vurdering er dog, at den store græsvækst her i efteråret ikke helt kan opveje den manglende græsvækst tidligere på sæsonen. En top-sæson i græs kræver nemlig først og fremmest, at både 1. og 2. slæt er vellykkede. Kvæg side 6-7