(EFFEKTIVT LANDBRUG) Vrå Slagteri starter prøveslagtninger i oktober. På salgssiden er lavet aftaler med det ålborgensiske handelsselskab Tomex.
Danish Meat Company, Vendsyssels nye svineslagteri i Vrå, arbejder på højtryk med at blive klar til start. Der er indgået aftaler med 26 leverandører, primært fra Vendsyssel, de starter successivt fra uge 41 med at levere grise til det nye slagteri.
I løbet af et halvt år vil slagteriet være på fuld kapacitet. På årsbasis skal der så slagtes 375.000 grise. Det er allerede sikret igennem de 26 leverandører, der således leverer over 14.000 grise i gennemsnit.
- Der har været rygter om forsinkelser af vores byggeri, men det er minimalt, hvad der egentlig er tale om. Vi har hele tiden sagt, at vi vil starte slagtningerne i begyndelsen af oktober. Det er det vel også, når vi starter prøveslagtningen sidst i uge 41, siger direktør Egon Oldenburg.
Ansættelserne af omkring 100 medarbejdere er ved at være på plads. Nogle har ventet på slagteriet, andre har været beskæftiget andre steder i ansættelsesøjeblikket, nogle på andre slagterier, som direktøren udtrykker det.
- Det er alle uddannede folk, der har accepteret den faste løn, og alle har sagt ja til medarbejderaktier. Vi har taget fra den liste, folk har meldt sig til på, fortæller direktøren, der kender langt størsteparten af de folk, han ansætter.
Formand Jens Peter Lunden, Asdal Hovedgård ved Hirtshals, glæder sig til, at slagteriet i Vrå starter.
- Men vi kan ikke også drive en salgsorganisation. Derfor har vi overladt salget til Tomex i Aalborg, der med held har drevet et handelsfirma med fødevarer i næsten 20 år, fortæller han.
Direktør Tom Andersen fra salgsselskabet Tomex ser frem til samarbejdet med Danish Meat Company. Svinekød fylder allerede nu mest i tonnagen i hans selskab, men ellers købes og sælges fødevarer over hele verden. Det giver Tomex mange muligheder for kombinationer omkring salg fra hele containere fyldt med svinekød til specialudskæringer og salg af specielle udskæringer i kombination med andre fødevarer. Vrå-slagteriet skal færdiggøre produkterne til salg, uden at der skal være forædling.
- Vores afregning med Danish Meat Company er delvis afhængig af den pris, vi kan opnå, siger direktør Tom Andersen, der forventer, at en stor del af produkterne vil blive solgt under Danish Meat Companys mærke og veterinærnummer.
- Danish Meat Company giver os nye muligheder, som vi glæder os til. Vi kan arbejde på længere sigt, når vi har en sådan fast partner på svinekød. Dansk svinekød har jo generelt nogle høje veterinære standarder. Det er et salgsparameter for visse varer på visse markeder. Vores opgave bliver at få den højest mulige pris for varen, ved at kombinere de geografiske afsætningsmuligheder med kundesegmenter, differentiering og ved at kombinere de forskellige produkter, vi har i firmaet, fortæller Tomex-direktøren.
Til gengæld giver afhudeslagtningens mørkere kød med mere kødfylde ikke umiddelbart et højere salgspotentiale, mener han.