Betjening og manøvrering gjorde udslaget
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Let adgang til vigtige komponenter og nem betjening og manøvrering gjorde udslaget, da to østjyske mælkeproducenter skulle vælge ny, fælles fuldfoderblander.
Det tager tilsammen under to timer dagligt med én fælles fuldfoderblander at læsse, blande og udfodre fuldfoderet til de i alt 350 køer og lige så mange stykker opdræt hos de to mælkeproducenter Hans Julius Skøtt Lervad og Jens Ravn. De har deres bedrifter liggende cirka tre kilometer fra hinanden ved Hvejsel nær Jelling i Østjylland. Og det er inklusive den tid, det tager at køre imellem de to bedrifter.
Fuldfoderblanderen er en selvkørende, selvlæssende 22 kubikmeter Faresin Leader vertikalblander med to lodretstående blandesnegle. Maskinen er købt hos firmaet Triomec i Hobro for tre måneder siden.
- Min gamle fuldfoderblander var slidt op, så jeg skulle til at kigge mig om efter en ny. Så foreslog Jens Ravn, som jeg i forvejen har et maskinsamarbejde med, at vi skulle investere i en fælles fuldfoderblander, fortæller Hans Julius Skøtt Lervad, der har 150 køer plus opdræt.
De to mælkeproducenter blev hurtigt enige om, at det skulle være en selvkørende og selvlæssende blander. At valget faldt på den italiensk producerede blander fra Faresin, forklarer de med, at den var bedst betjenings- og manøvremæssigt. Desuden synes de, at blanderen er opbygget på en måde, så der er let adgang til alle vigtige komponenter.
Det spillede også en rolle for Hans Julius Skøtt Lervad og Jens Ravn, at maskinen er udstyret med kendte komponenter, for eksempel Danfoss hydraulik, og den 220 hk store, vandkølede motor er fra Deutz.
Den store, selvkørende vertikalblander har trinløs, hydrostatisk transmission med et arbejdsgear og et transportgear. Maskinen trækker på alle fire hjul, og den har 4-hjulsstyring, krabbestyring og 2-hjulsstyring. De to østjyske mælkeproducenter er også glade for udsynet fra førerkabinen. Der er gode spejle samt tre kameraer på blanderen - et bakkamera bag på maskinen, et ved udfodringselevatoren på højre side (modsatte side som førerkabinen) samt et ved blandekarret.
- Vi er blevet glade for vertikalblandeprincippet, blandt andet fordi det giver en skånsom behandling af foderet, så det ikke går så hårdt ud over foderstrukturen, hvis blanderen en enkelt gang skulle komme til at stå og blande lidt for længe, siger Jens Ravn, der har 200 køer plus opdræt.
- Det, at blanderen er både selvkørende og selvlæssende, giver en stor arbejdsbesparelse i det daglige, og så skal vi jo ikke nogen af stederne bruge en traktor til at trække en blander og en til at læsse foder. Maskinen er i øvrigt rigtig god til at holde rent i siloen ved hjælp af en skrabeskinne på læsseelevatorens fræserenhed, der kører henover betongulvet på to støttehjul, lyder det fra det to.
Det fungerer fint for Hans Julius Skøtt Lervad og Jens Ravn med at dele fuldfoderblander. De fodrer begge en gang i døgnet.
Hos Jens Ravn bliver køerne malket i malkestald, så her bliver der altid fodret først for at få fodring og malkning til at passe sammen tidsmæssigt. Han har blanderen hver morgen i tidsrummer fra klokken 6 til 9, mens Hans Julius Skøtt Lervad, der malker med robotter, har den resten af døgnet.
Erik Jespersen fra Triomec oplyser til Effektivt Landbrug, at der i løbet af kort tid vil blive introduceret en 35 kubikmeter blander af samme type fra Faresin på det danske marked under modelbetegnelsen Leader 3500.
- Også Leader 3500 har to lodretstående blandesnegle samt styring og træk på alle fire hjul. Denne større selvkørende og selvlæssende blander er kun 2,50 meter bred og 3,50 meter høj, så den på trods af sin størrelse har en meget lille venderadius og kan komme ind i de fleste stalde, siger han.
Ifølge Triomec har den nye blander en meget stor læssekapacitet i forhold til konkurrenterne samt et lille kraftforbrug.