Maskiner og teknik på økologi-kongres
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Årets økologi-kongres, som finder sted den 30.-31. maj, byder på en særudstilling med maskiner og tekniske løsninger, der både i dag og i fremtiden kan indgå i den økologiske fødevareproduktion.
For første gang samles de tekniske løsninger på ét sted, når Økologi-Kongressen 2006 i år finder sted i Odense. Udstillerne lover, at der bliver lejlighed til at se på mange tekniske løsninger og nævner blandt andet autostyring til traktor, gyllenedfælder, UV-lys til ukrudtsbekæmpelse (en prototype), en lugerobot og et intelligent køleskab.
- I særudstillingen sætter vi fokus på jordbrugsteknologi nu og i fremtiden, og hvilke muligheder og udfordringer denne teknologi byder fremtidens økologiske fødevareproduktion, fortæller Michael Højholdt, Dansk Landbrugsrådgivning, der står for den praktiske planlægning af særudstillingen.
Michael Højholdt oplyser, at Ole Green vil være på kongressen for at fortælle om autostyring, noget som i øvrigt også vil kunne ses på Agrimark den 17.-18. maj. Men ellers er Michael Højholdt ikke bekymret for, at de to udstillinger kolliderer på maskinsiden.
- Hovedparten af de maskiner og den teknik, som kan ses på økologi-kongressen, er prototyper eller nyudviklinger. Derfor vil de to udstillinger supplere hinanden, mener han.
Det er tilstræbt, at udstillingen viser teknologi til anvendelse i hele jord-til-bord kæden, fra dyrkningsredskaber i markbruget, over elektronisk procesovervågning til intelligent opbevaring af slutproduktet.
Nogle teknologier er kendte, andre nye; nogle anvendes af økologer, andre slet ikke.
Tanken med udstillingen er først og fremmest at sætte fokus på teknologien, og give hver enkelt besøgende mulighed for at forholde sig til en eventuel brug af denne teknologi i den fremtidige økologiske fødevareproduktion.
- Der vil blandt andet blive fremvist en radiosender, der kan indsættes i koens eller kalvens vom, fortæller Michael Højholdt, der forklarer, at landmanden via radiosenderen kan foretage en løbende, elektronisk overvågning af køernes helbredstilstand.
Udover særudstillingen tæller et rekordstort antal stande fra økologiske virksomheder, og kongressen byder på et stort mødeprogram med inspiration til alle, der arbejder professionelt med økologisk fødevareproduktion:
Der gennemføres 79 temamøder fordelt på fem mødeblokke (heraf 35 danske og 44 engelske), og to fællesdebatter og to debatter på henholdsvis engelsk og på dansk. Der bydes også på gratis foredrag for uddannelsesinstitutioner, en præsentation af forskningsprojekter i udstillingstiden samt gratis adgang for offentligheden i udstillingen.
Kongressen finder sted tirsdag og onsdag den 30.-31. maj i Odense Congress Center. For mere information om udstillingen henvises til hjemmesiden www.okologi-kongres.dk.