(Effektivt Landbrug) Arla rammes nu direkte af religiøse lederes opfordring af til at boykotte danske produkter i butikkerne i Saudi Arabien.
Morgenavisen Jyllands Postens tegninger af profeten Muhammed rammer nu danske andelshavere på pengepungen. Det sker i form af boykot af danske varer i Saudi-Arabien bliver opfordret til at undgå danske varer – herunder produkter fra Arla Foods, som der bliver vist billeder af i medierne.
- Vi kan konstatere, at vores salg er påvirket af disse opfordringer. Flere af vores kunder har tilkendegivet, at de vil afbestille leverancer fra os, og en række butikker har fjernet vores varer fra hylderne, siger divisionsdirektør Finn Hansen, Arla Foods, der oplyser, at flere religiøse ledere opfordrede til boykotten i den seneste fredagsbøn.
I et enkelt tilfælde har en bil med Arla-produkter været udsat for stenkast, og Arla-medarbejdere har også oplevet at blive smidt ud af butikken med deres produkter. Derudover har en butikskæde fjernet blandt andet Arlas produkter og erstattet det med et skilt med skriften »Her var danske produkter«. Andre butikker har ladet produkterne stå, men de har sat gult tape på og sat skilte op med teksten »Danske produkter«.
- Arla har i mange år haft samhandel og gode relationer til forbrugerne i Mellemøsten, og vi er i kontakt med flere muslimske forbrugere end danske. Vi har respekt for alle religioner, og vi udtrykker vores sympati og forståelse med dem, der føler sig krænkede i dette tilfælde, siger Finn Hansen og beklager de konsekvenser, tegningerne har fået for mange muslimer.
Han opfordrer derfor de implicerede parter til at gå i dialog og finde løsninger.
Både saudisk tv og aviser har i de seneste dage omtalt Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed. Medierne har i forbindelse med omtalen viderebragt opfordringer til at undlade at købe danske varer og vist billeder af Arlas smør, fetaost og smøreost, som sælges i Mellemøsten.