Ulydig landmand producerer selv rapsolie
(Effektivt Landbrug) En sønderjysk landmand er utilfreds med regeringens miljøpolitik. Han presser derfor sin egen olie til brændstof. Og den rapsolie, han ikke selv kan bruge, sælger han til andre for fem kroner pr. liter.
- Hvis det skulle gå efter reglerne, skulle jeg vel betale tre kroner for hver liter brændstof, jeg producerer til bilen, siger landmanden Laurids Nørgaard til Landbrug Syd.
Laurids Nørgaard fra Raade ved Haderslev mener, at afgift på rapsolie til brug i køretøjer er udtryk for en forfejlet miljøpolitik. Han ser så mange miljømæssige fordele i rapsolien, at han gerne omgår reglerne.
- Jeg sælger også noget af olien, og der er ingen, der skal pålægge mig at spørge, hvad de bruger den til. Men som producent er jeg faktisk forpligtet til at opkræve de tre kroner, hvis olien bruges som brændstof i køretøjer. Men det kan jeg jo ikke, når jeg ikke ved, hvad de bruger den til, forklarer han.
Til Landbrug Syd siger den sønderjyske landmand, at han er klar over risikoen ved at stå frem. Den er dog til at overse, mener han:
- 1.000 liter rapsolie. Det er, hvad jeg kommer til at forbruge selv. Så det kan højst komme til at dreje sig om 3.000 kroner, jeg skal af med, hvis nogen forlanger det. Jeg er derfor mere end villig til at begå civil ulydighed - for det er sådan, man får ændret tingene.
Oprøret fra Laurids Nørgaard handler ikke om penge. Det handler om miljøpolitik.
- Eller mangel på samme. Der er kun få lande i EU foruden Danmark, der opkræver afgift på brændstof, der er miljøvenligt. For mig at se, er det her et tydeligt bevis på en borgerlig regering, der kører en helt forfejlet miljøpolitik.
Laurids Nørgaards håb er, at han kan sætte gang i en ny miljøpolitik.
Selv har den sønderjyske landmand allerede omstillet én dieselbil til at køre med rapsolie. Og han sigter mod at blive selvforsynende med brændstof. Derfor bliver dieselbil nummer to snart stillet om, så den også kan køre på rapsolie.
- En hektar med raps giver cirka 1.000 liter diesel. Med mit forbrug på 16-17.000 kilometer, kan holde det mig kørende i et år, forklarer Laurids Nørgaard.