Der er potentiale i de hegnsfrie systemer
Fra årsskiftet kommer der en tilladelse til afgræsning i hegnsfrie systemer. Noget som en økologirådgiver ser meget frem til.

Fra 1. januar 2026 kommer der en generel tilladelse til hegnsfri systemer, skriver Sagro på deres hjemmeside. Arkivfoto
I dag kan man søge dispensation, hvis man ønsker, at ens dyr skal afgræsse arealer i hegnsfrie systemer som det norske Monil og Nofence.
Systemer, hvor koen via et halsbånd med GPS holdes på de rigtige arealer.
Fra 1. januar 2026 kommer der en generel tilladelse til hegnsfri systemer, skrev Sagro i en pressemeddelelse i sidste måned.
Koen lærer lyden at kende
De hegnsfri systemer virker ved, at landmanden tegner en zone ind i en app, der kommunikerer med dyrenes halsbånd. Via GPS kan systemet se, hvor dyrene er, og når de nærmer sig det virtuelle hegn, får de en advarselstone i halsbåndet. Tonen stiger i intensitet i tre niveauer i takt med, at dyret nærmer sig grænsen, og til sidst får dyret en elektrisk impuls, beskriver Sagro.
Den elektriske impuls vil få dyret til at vende om, og vil den kunne forstå tonernes betydning.
Skulle det ske, at et dyr alligevel kommer på den forkerte side af »hegnet« vil landmanden få en alarm, og samtidig stadig kunne se dyret via GPS’en.
Rådgiver er begejstret for systemet
Økologirådgiver Carsten Markussen fra økologirådgivningDanmark er begejstret for det hegnsfris system.
- Det her er altså rigtig godt nyt for naturplejere og de, der hælder til holistisk afgræsning. Det bliver meget nemmere at få afgræsset natur og uvejsomme arealer, og landmændene får et meget bedre greb om dyrene, forklarer han og fortsætter:
- Foruden virtuel hegning kan landmændene også modtage alle mulige data om dyrene, eksempelvis når de skal kælve, og det kommer i det hele taget til at gøre det noget nemmere at have dyr på de her naturarealer – selvom dyrene selvfølgelig stadig skal tilses.
Store perspektiver
Sagro forklarer, at de hegnsfri systemer er en stor håndsrækning til logistikken og økonomien i ekstensiv afgræsning og decideret naturpleje med treparten i baghovedet.
- De her løsninger er ikke billige, men det er det heller ikke at hegne det halve af Jylland ind, groft sagt. Det er nogle meget spændende potentialer, det her rummer, og det er en velafprøvet metode, som er undersøgt i forhold til dyrevelfærd, ligesom teknologiens børnesygdomme efterhånden er væk, siger Carsten Markussen om systemet, som blandt andet er testet på Fanø.
- For holistiske afgræssere bliver det også markant lettere at løse den logistiske opgave med at styre foldene. Der skal selvfølgelig stadig være frisk vand til dyrene, men ellers kan det klares på telefonen. Det betyder, at vi forhåbentlig får flere holistiske afgræssere – og det betyder igen mere klimavenlig produktion og bedre kulstofopbygning i jorden. Det er altså svært ikke at være begejstret, siger han.
Virker også steder, hvor der er ulve
I Danmark er det hegnsfrie system udelukkende testet på Fanø, hvor der ikke er ulve, men Carsten Markussen oplyser, at man fra andre steder i Europa har gode erfaringer med systemet i forhold til ulven, også selvom der ikke er en synlig hegnstråd.
- Dyrene får mulighed for at følge deres naturlige flokstrategier mod rovdyr, og de har en chance for at flygte – for lyde og stød er bedre end ulvetænder. Samtidigt får landmanden en alarm, så han har mulighed for at komme dyrene til undsætning, forklarer han.