To år efter at Fyrkat og fire andre danske ringborge kom på Unescos Verdensarvsliste, er udenlandske turister nu i overtal på de historiske steder. På Fyrkat ved Hobro kommer mere end halvdelen af gæsterne i dag fra udlandet, skriver DR.

- Det er fantastisk. Det gælder om hele tiden at lave oplevelsen bedre og tiltrække gæster. Specielt i år har vi kunnet mærke, at verdensarvslistenomineringen er blevet hørt ude i verden, siger museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørback til mediet, og tilføjer, at udviklingen er den samme på Aggersborg.

Han fremhæver, at der mangler lokaliteter i Danmark, som kan tiltrække internationale gæster, men at ringborgene udfylder den rolle.

58 nationaliteter

Sidste år besøgte lidt over 30.000 gæster, bestående af 58 nationaliteter, Fyrkat.

Museet forventer højere tal i år.

Ifølge Lars Christian Nørback er optagelsen på verdensarvslisten afgørende for interessen fra blandt andet Frankrig, Tyskland og Belgien.

Også på Trelleborg ved Slagelse udgør udenlandske gæster over halvdelen af de besøgende.

Museumschef Anne-Christine Frank Larsen fortæller, at der nu er større efterspørgsel på engelske rundvisninger.

Siden optagelsen på listen har museet indført muligheden for at møde en viking, spillet af en rundviser i vikingetøj, som tager gæsterne tilbage til Harald Blåtands tid.

Specielt i år har vi kunnet mærke, at verdensarvslistenomineringen er blevet hørt ude i verden.

Lars Christian Nørback, museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum

Også på Trelleborg ved Slagelse udgør udenlandske gæster over halvdelen af de besøgende. Foto: Colourbox

Også på Trelleborg ved Slagelse udgør udenlandske gæster over halvdelen af de besøgende. Foto: Colourbox

Fakta om de danske ringborge

  • De fem ringborge er Fyrkat ved Hobro, Aggersborg ved Limfjorden, Nonnebakken i Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge.

  • Fyrkat blev opført omkring år 980 under kong Harald Blåtand.

  • De fem oprindelige ringborge fra vikingetiden findes ikke længere i deres oprindelige form.

  • På Fyrkat er ringborgen markeret med en cirkelformet forhøjning, der omkranser stedet, hvor 16 langhuse stod.

  • Ringborgene var en del af Harald Blåtands strategi for at samle Danmark i 900-tallet, og borgene stod kun i cirka 20 år.

  • Aggersborg er verdens største ringborg og har, ligesom Fyrkat, et flertal af udenlandske besøgende.

  • Nonnebakken er den mindst synlige ringborg. Odense Kommune arbejder på at gøre den mere synlig med planter og brede bånd i stål.

  • Borgring i Køge blev opdaget i 2014 og fik sit museum indviet i juni i år.

Kilder: DR og Nordjyske Museer