»Træneren« fik skuden vendt

(LANDBRUG SYD) Forstander Kjeld Block Jacobsen har formået at vende en truende lukning af Sydjyllands Landbrugsskole – holdånden hos personalet er vendt tilbage – på lørdag runder han de 50 år.

I sportens verden – og ikke mindst blandt fodboldspillerne – står træneren for skud, når det går skidt. Han risikerer at få »sparket«, hvis resultaterne udebliver – hvis ikke han formår at skabe den holdånd, der er så vigtig på ikke bare fodboldbanen, men også på en arbejdsplads.

Forstanderen på Sydjyllands Landbrugsskole, den i øvrigt sportsinteresserede Kjeld Block Jacobsen, er beviset på, at holdånd er vigtig også på en arbejdsplads. Da han ved årsskiftet 2001 trådte ind på banen og overtog forstanderstolen på landbrugsskolen ved Bramming, overtog han noget, der mindede om et hold meget tæt på nedrykning.

På daværende tidspunkt var der ikke mange, der troede på, at skolen kunne komme i offensiven og vende en truende nedrykning – lukning – til en plads i den bedste række. Eleverne flygtede fra skolen, og økonomien mindede om det, vi i dag oplever i flere af fodboldens superligaklubber.

Medarbejderne var der – stort set de samme som i dag – men i løbet af godt fire år er stemningen vendt. På daværende tidspunkt var der ingen tro på fremtiden og ikke megen arbejdsglæde, men i dag er situationen den stik modsatte. Selv på fridage er der nogle, der kigger forbi »deres« skole.

- Min vigtigste opgave er at have et team, der vil noget. Medarbejdere, der har en målsætning og kan se lyset for enden i stede for kun at se begrænsninger. Det er ikke forstanderen, der skaffer elever til en landbrugsskole – det er personalet, lyder det fra Kjeld Block Jacobsen.

Han er ikke meget for selv at tage æren for, at skuden er vendt, så Sydjyllands Landbrugsskole nu ser fremtiden i møde med optimisme. Eleverne strømmer igen til, økonomien ser fornuftig ud, og medarbejderne virker tilfredse.

»Et drømmejob«. Sådan betegner Kjeld Block Jacobsen selv hvervet som forstander på Sydjyllands Landbrugsskole. Et job, han ikke søgte, men blev »headhuntet« til, da skolen så sig om efter en ny mand til forstanderposten.

- Arbejdet er en glæde – ikke en belastning. Man skal fløjte, når man tager på arbejde, og skal også fløjte, når man kører hjem, lyder meldingen fra Kjeld Block Jacobsen, der erkender, at det var lidt af et tilfælde, der gjorde ham til forstander – men han har ikke fortrudt det.

- Jeg nyder at have med unge mennesker at gøre.

Det betyder også, at forstanderen ikke gemmer sig på kontoret. Han vil være sammen med eleverne, og han har også lidt undervisning ved siden af de administrative og ledelsesmæssige opgaver – og hans melding er klar:

- Som det ser ud nu, vil jeg være her rigtig længe.

Han har formået at få medarbejderskaren til at fungere optimalt, og forstanderen er selvfølgelig også med, når der dagligt holdes kaffepause i kantinen. Her kan tingene drøftes:

- Kommunikation er meget vigtig, og vi snakker rigtig meget sammen, lyder det fra Kjeld Block Jacobsen.

Siden Kjeld Block Jacobsen blev ansat som lærer på skolen i 1987, er der sket en markant udvikling på skoleområdet:

- Da var der 33 skoler. I dag er der kun 11 selvstændige landbrugsskoler tilbage, og vi har næppe set den sidste lukning endnu, noterer forstanderen og kalder tiden for en brydningstid.

- Det er vigtigt at se muligheder i stedet for begrænsninger. Her er der nogle muligheder, men vi er nødt til at produktudvikle. Vi skal tilpasse os landbrugets krav – det er ikke en stationær enhed, konstaterer Kjeld Block Jacobsen, der også går forrest, når Sydjyllands Landbrugsskole er aktiv uden for egen »matrikel«, der i øvrigt netop er udvidet med køb af 44 hektar jord.

Han er med til at gøre skolen synlig, når der er dyrskuer eller høstmarkeder, og Kjeld Block Jacobsen deltager også i en række møder i landboforeningerne – alt sammen for at vise skolens flag udadtil.

Læs også