Torsdag den 25. november drager forstander Jørgen P. Jensen sammen med tre andre lærere og 34 elever fra Modul 1B på Dalum Landbrugsskole afdeling Syd (Korinth, red.) på en 11 dages »adventure« studietur til Californien.

Det er første gang. Modul 1-elever fra en fynsk landbrugsskole tager ud på en så lang - og så langvarig - studierejse. Men dermed lægger den fynske landbrugsskoles Modul 1 sig blot tættere op ad de øvrige - mere »voksne« - moduler, hvor studierejser i flere år har været en fast bestanddel af undervisningsplanen.

- Nogle vil måske mene, at en sådan »adventure-tur« for de unge på Modul 1B er noget ekstravagant, men det er jeg ikke enig i, siger forstander Jørgen P. Jensen.

- Sagen er jo, at skal den danske landbrugsuddannelse være noget, der respekteres, så skal der nogle spændende ting på bordet. Derfor er det et led i landbrugsskolens strategi, at der for de nuværende og fremtidige 1B’er på DL Syd gennemføres en sådan tur, der virkelig sætter gang i tankevirksomheden - og er en »adrenalin-sparker«.

- 34 ud af 38 elever på holdet tager af sted nu og her. Af dem har en trediedel ikke haft pas før, og halvdelen har ikke været oppe at flyve. Det vil sige, at de virkelig får en »rejsedåb«, når vi flyver til Los Angeles.

- Vi prøver at tage den amerikanske kultur i 10. potens. Det vil sige, at eleverne virkelig skal blive både chokeret og overrasket, og der skal sættes nogle tanker i gang hos dem. Baggrunden er, at dansk landbrug skal klare sig i en hård international konkurrence. Derfor skal vi gøre noget unikt, noget markant, så de unge helt fra starten bliver sat på et spor, hvor de bliver gode til at få ideer og at tænke nyt - blive innovative.

- Arbejdsgiverne, læremestrene er en utrolig vigtig brik i uddannelsesforløbet. De er kort sagt et af vore stærkeste »våben« i landbrugsuddannelsen i Danmark, fremhæver Jørgen P. Jensen. Jeg håber, at de unges arbejdsgivere har forståelse for, at vi kan komme med nye markante ting, for konkurrencen bliver hård fremover.

- Vi skoler skal påtage os at komme med noget på det teoretiske område - give de unge udsyn. Så vi opnår en kombination af den gode praktik og det teoretiske indspark.

- På denne tur tager vi eleverne med, så de kan se Los Angeles som et forbrugersamfund med de forskellige temaparker, Hollywood, wild water rafting m.m. Der kan godt være nogle kritikere, men jeg mener, det er vigtigt, at de unge i chokerende grad fornemmer forbrugersamfundet.

- Selvfølgelig skal vi også se landbrug, traktorfabrikker, snakke med landbrugsfolk og bo på landbrugsskoler. Vi skal med andre ord nok få at det landbrugstekniske. Men de unge skal også opleve alt det andet - få et kulturelt »spark«.

- Enkelte har kritiseret initiativet, erkender forstanderen, men flere har rost, at vi nu for første gang rejser ud med Modul 1B.

- Der er to vigtige begrundelser for at tage af sted. Dels for, at eleverne får et fagligt »kick«. Men også for at styrke profilen på landbrugsuddannelsen.

- Det er vigtigt for et ungt menneske, når man kommer ud blandt andre kammerater, som er i gang med en anden uddannelse, at man har noget at være stolt over - og som kan gøre indtryk på de andre. Derfor har vi hele vejen igennem valgt at lægge nogle ting ind i uddannelsen, som giver valør i andre samfundsgrupper.

- Det er vigtigt, at når man kommer hjem, så har man posen fuld af stærke oplevelser - selvfølgelig også rent landbrugsmæssigt. Og der er ikke tale om en turist-tur, pointerer Jørgen P. Jensen. Turen byder på strabadser og vil være et adrenalin-kick for eleverne.

- Hvordan finansieres en sådan tur?

- Det er generelt ikke noget stort problem. For det første er de unge landbrugselever rimeligt vellønnede.

- I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at arbejdsgiverne ikke har pligt til at betale turen. Men, siger Jørgen P. Jensen, i nogle ansættelsesforhold indbygger man en aftale om, at arbejdsgiveren/læremesteren betaler. Og da en sådan studierejse er en uddannelsesudgift, er udgiften en driftsudgift.