Formålet med at have kvier på afgræsning er ikke kun opbevaring, de skal også have en tilvækst, der sikrer, at de bliver til store, gode og højtydende sunde køer.

Du skal nu tænke på indbinding af de fleste af dine kvier. Går kvierne på for dårligt græs taber de sig. Græsvæksten er ikke særlig stor nu, kun 10-15 FE/hektar pr. dag. Det betyder maksimalt tre kvier pr. hektar, hvis kvierne skal leve af tilvæksten.

Dine marker overvintrer bedst, hvis græsset er fire til seks cm langt og uden buskgræs. Samtidig kan du ikke tage slæt på markerne efter udgangen af oktober.

Vurder dine græsmarker, er der nogen marker der trænger til afpudsning før vinteren, kan kvierne gøre det. Er der risiko for at kvierne træder markerne op, må vinterklaringen gøres manuelt, eller du skal lade helt være.

Hvert år må du erkende, at de største kvier, der er blevet inde, har overhalet de mindste kvier der er kommet ud med hensyn til vægt.

Hvordan kan du undgå det? Ved indbinding er det tid at gøre status over arealernes egnethed til kvier. Du skal derfor beregne kviernes tilvækst i udbindingsperioden. Få viden om arealernes egnethed, ved at beregne udbyttet i FE/hektar og i kg kvie produceret pr. hektar.

Når du har målt kviernes vægt ved indbinding, skal du indberette vægtene i dyreregistrering. Du kan så få tilvækstkurver udskrevet i enten Bedriftsløsning eller i dyreregistrering.

Få lavet en opfølgning på kviernes tilvækst i sommerperioden, vi hjælper gerne.

Hold dig målet for din kvieproduktion for øje: produktion af sunde, højtydende malkekøer.

Ved indbinding skal du undersøge, om kvierne har behov for en ormekur, og beregne om du har grovfoder nok til at fodre kvierne med det.

Få beregnet en foderplan for dine kvier. Skal du anvende grovfoder til kvierne skal det være fordi: - Du har grovfoder nok. - Det er arbejds-let i dit staldsystem. - Det er billigst at anvende.

Det er let at anvende en fuldfoderblanding til dine kvier. Samme blanding kan bruges til alle kvier fra seks måneder til tre måneder før kælvning. Blandingen kan gives efter ædelyst.

Alternativt kan du anvende kraftfoder og halm. Der findes mange specialfremstillede kvieblandinger fra foderstoffirmaerne. Men vær meget opmærksom på prisen på kraftfoderet, det er muligt at fodre kvierne med en blanding til max 1,1 krone pr. kg. Husk, at kvierne skal have en passende mineralblanding.

Løbekvierne skal have tildelt en FE i »grønt« foder, enten en FE i græsensilage eller et kg grønpiller, grønpillerne er gode, men meget dyre, cirka to kroner pr. FE.

Tjek kviernes tilvækst i vinterperioden, på samme vis som ovenfor beskrevet.