Formanden for Landbrugsraadets Forsknings- og Fødevareudvalg, Bent Claudi Lassen er ikke begejstret for Familie- og forbrugerminister Henriette Kjærs tanker om røde, gule og grønne trafiklys som mærkningsprincip for fødevarers sundhed.

- Forbrugerminister Henriette Kjær har ret i, at forbrugerne skal have bedre muligheder for at vælge sunde fødevarer. Men vi tror ikke, at en »trafiklysordning« er en farbar vej, siger Bent Claudi Lassen.

Han udtrykker frygt for, at man kommer til at forvirre forbrugerne frem for at vejlede dem:

- Vi kan ende i en situation, hvor en enkelt madvare kan få rødt lys for saltindhold, gult for fedtindhold og grønt for sukkerindhold - og så er man som forbruger ikke blevet klogere, påpeger han. Han understreger også, at det er risikabelt at stemple en enkelt fødevare som usund:

- Sundhed kan ikke indsnævres til at handle om den ene eller den anden fødevare. Det er helheden og sammensætningen af kosten, vi skal oplyse såvel børn som voksne forbrugere om, siger han.

- Vores fødevarevirksomheder vil gerne være med til at oplyse forbrugeren om hver enkelt fødevares indhold af sukker, fedt og evt. salt og fedtenergiprocent, siger vicedirektør i Landbrugsraadet, Annette Toft, og fortsætter:

- Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at vi går ind for mærkning af sunde fødevarer. Vi er åbne over for at diskutere et mærke, som kan vejlede forbrugeren. Men skal mærkningsordningen give optimal ernæringsmæssig oplysning, så skal den laves i et samspil mellem forbrugerministeren, fødevarevirksomhederne og detailhandelen, og allerhelst på EU-niveau.