Om den kan vippe »Marken er mejet« af pinden som danskernes foretrukne høstsang, vil vise sig i de kommende år. Den har i hvert fald nogle kvaliteter i sig, som sikkert vil gøre, at den vil leve og blive sunget i mange år fremover - den nye moderne høstvise, der blev vinder af årets konkurrence, som Landbrugets Samfundskontakt Fyn havde udskrevet i forbindelse med den traditionsrige Høstfest i Odense City, som i lørdags blev afholdt for 6. år i træk.

Opgaven gik ud på at skrive tekst og melodi til en moderne høstvise, som kan afløse (eller supplere) den mere end 100 år gamle »Marken er mejet«, og som har tilstrækkelig kvalitet til at indgå i den nye højskolesangbog.

Kriterierne var, at visen skulle være fornyende i ord og toner, men med bånd til den danske musiktradition. Teksten skulle være mundret, og melodien skulle være til at synge - også uden musikledsagelse. Og så skulle visen naturligvis handle om høst og sensommer.

Dommerpanelet, der bestod af fire kompetente fynske musik-personligheder, kom på en svær opgave, idet der blev indsendt ikke færre end 86 bidrag til konkurrencen.

I vindersangen fandt dommerpanelet imidlertid en sang, som, man tror, har holdbarhed i mange år, og som kan stå distancen. Dommerne, hvoraf de to er medlemmer af redaktionsudvalget for den nye højskolesangbog, mener desuden, at der er begrundet håb om, at sangen kan indgå i »Den nye Højskolesangbog«, som man er i færd med at redigere.

Førstepræmien på 20.000 kroner gik til et musikalsk/poetisk makkerpar fra Haarby, tidligere viceskoleinspektør Claus Poulsen, der har komponeret musikken, og forfatteren Martin Jensen, der har skrevet teksten.

Vinder-visen hedder ganske enkelt »Høstvise«, og om den udtaler dommerne blandt andet: »Høstvise har originale elementer i sprogtonen. Den forbinder nænsom melankoli i registrering af naturens forfald med livsmod. Man falder måske ikke umiddelbart for den, sangen gør ikke meget væsen af sig, men dommerne er overbeviste om, at den vil vise sig levedygtig og have stor slidstyrke. Den er behagelig fri for poetiske postulater og klicheer«.

- Vi besluttede at prøve at deltage, da konkurrencen blev annonceret i foråret, fortæller Claus Poulsen. Martin Jensen kom og spurgte, om vi ikke skulle være med. Og da vi tidligere har lavet nogle ting sammen - og i øvrigt har en stærk tro på egne evner - besluttede vi at prøve.

- Teksten skal udtrykke tanken om, at høsten på samme tid er en afslutning og en begyndelse. At ligesom foråret bærer høsten i sig, bærer høsten også foråret i sig, siger Martin Jensen. Han skrev teksten først, hvorefter Claus Poulsen lavede melodien, og til sidst fik de så i fællesskab tingene til at gå op i en højere enhed.

Andenpræmien på 10.000 kroner gik til »Den skønneste tid« fra Mette Sørensen og Helle Henning, Valby, mens vinderne af trediepræmien på 5.000 kroner også var et fynsk makkerpar, Birgitte Buur, Brenderup, og Torkild Jensen, Vester Aaby, med »Dagen varm og natten sort«.