Selvom alle kandidater til formand for Dansk Landbrugs familielandbrugssektion slog på, hvilke tiltag der skal få familielandbruget til at overleve som selvstændig sektion indenfor Dansk Landbrug, afslørede det første valgmøde onsdag aften ideologiske forskelle når det gælder midlerne.

Den senest tilkommende kandidat Ole Andersen, Bøgballe, talte sidst på aftenen for, at landbruget skal arbejde for et lempeligt miljøtilsyn for mindre brug, for at det på den måde skal blive mindre kompliceret at være mindre jordbruger, og flere dermed bevarer lysten til at blive i erhvervet.

Det ville Sven-Aage Steenholdt, Vamdrup ikke lade gå upåtalt hen.

- Jeg vil gerne have mig frabedt, at loven skal gøre det mere fordelagtigt at være lille, og specielt et krav om mindre miljøtilsyn skal vi passe voldsomt på med, for det kan hurtigt blive misforstået af omgivelserne, sagde han med en stemmeføring som var en tand kraftigere end under sine øvrige indlæg i løbet aftenen.

- Det må være slut med Morten Korch-idyllen. Vi skal sige til vore unge, at de kan starte med et mindre brug. Men vi skal ændre vores argumentation, og acceptere når vores unge medlemmer vælger at udvide og ikke se skævt til dem. Hvorfor se ned på landbrug som udvikler sig?, spurgte Sven-Aage Steenholdt.

Tidligere havde han som aftenens første oplægsholder begyndt i en mere forsonende tone med at kvittere for kritikken af familielandbrugssektionens manglende synlighed indenfor Dansk Landbrug ved at foreslå, at regionsbestyrelserne tilrettelægger sine møder i en turnus så de ligger umiddelbart før sektionsbestyrelsens møder. På den måde kan de regionale bestyrelser tage stilling til aktuelle problemstillinger som fremgår af sektionsbestyrelsen dagsorden som offentliggøres på forhånd.

- Jeg ser gerne, at formandskabet bliver inviteret noget mere ud til møder i regionen. Selvom jeg har talt for det flere gange har vi endnu ikke fået nogen invitation, sagde Sven-Aage Steenholdt.

Ole Andersen, som er tidligere formand for Østjysk Familielandbrug, tog tråden op i sit første indlæg.

- Debatten er død i regionerne. De skal have tilført kunstigt åndedræt. De mangler at få tilført opgaver og ansvar for politikken skal føres i regionerne, men det kræver, at de får tilbagemeldinger om, hvad der sker på landplan, hvilket manglede i forbindelse med forliget om landbrugsloven

Henrik Bertelsen, Vejen, der ligesom de to øvrige oprindelige kandidater i forvejen sidder sektionsbestyrelsen gik i rette med Ole Andersen på dette punkt.

- Jeg er træt af kritikken af manglende synlighed. Når vi har lavet et forlig med Dansk Landbrug, kan vi ikke bagefter gå ud og sige, at vi egentlig ikke er helt tilfreds, for så siger Gert Karkov bare, at han heller ikke er helt tilfreds, og så ville den daværende fødevareminister have haft frit spil til at lave tingene ligesom som det passede hende, sagde Henrik Bertelsen.

Hans bud på at fastholde eller i det mindste formindske tilbagegangen i antallet af medlemmer er, at familielandbruget skal tage åbent mod del- og fritids- og hobbybrugene.

- Skidt med at landboforeningerne har de 20 procent af landmændene med de 80 procent af produktionen, bare vi har de sidste 80 procent af medlemmerne, sagde Henrik Bertelsen med en tydeligvis påtaget overdrivelse.

Ib. W. Jensen, Glamsbjerg, advarede mod en sådan satsning.

- Betingelsen for at opretholde rådgivningen er vi kan holde på heltidsbrugene. De er et nødvendigt grundlag, sagde han.

- Vi skal kun bevare en selvstændig rådgivning, så længe vi selv kan levere en fagligt tilfredsstillende rådgivning. Deltidslandmændene skal ikke have rådgivningen billigere, i stedet skal de oprette erfa-grupper, som så kan købe fælles rådgivning. Men hvis der på et tidspunkt bliver for langt mellem medlemmerne og for mange af pengene går til kørselsudgifter og rådgivertimer på landevejene, så skal vi gå sammen med landboforeningerne om rådgivningen, fastslog Henrik Bertelsen.

- Det er nødvendigt at vi opretholder vores egen rådgivning. Hvis ikke vi har den, vil vi ikke altid have den viden, som er nødvendig for, at vi kan bevare vores politiske styrke, advarede Ib. W. Jensen.

Alle fire kandidater stillede sig positivt overfor invitationen fra landboforeningernes deltidsudvalg om en ligeværdig fusion med familielandbrugets deltidsudvalg, ligesom alle understregede, at det var en beslutning som deltidsudvalget selv skulle træffe.

26 deltagere foruden de fire kandidater var mødt op i Sct. Andreas selskabslokalerne på Nørremarken i Vejle til det første valgmøde i rækken, som vil tage kandidaterne på en turne landet rundt frem til selve valget, som finder sted på årsmødet 27. september i Nyborg. Næste møde her i regionen er 8. september hos Sønderjysk Familielandbrugs center i Løgumkloster.