Fynbo bedst til træ-kørsel
(LANDBRUG FYN) 2.500 besøgte årets Langesømesse for juletræer og pyntegrønt, som blandt andet bød på en ny handelsform og en fynsk danmarksmester.
Det var en tilfreds skovrider Finn Jacobsen, Langesø, som torsdag aften kunne sætte punktum for årets fagmesse for juletræer og pyntegrønt på Langesø - den 13. af slagsen.
- Med et besøgstal på ca. 2.500 fra flere forskellige lande har dette års Langesømesse fuldt ud levet op til vore forventninger, siger Finn Jacobsen. Også antallet af udstillere har været godt og vel så højt, som det plejer, og jeg synes, alle har grund til at være tilfredse.
Langesøs skovrider, der i samarbejde med Skov og Landskab samt Dansk Juletræsdyrkerforening stod som arrangør af den efterhånden traditionsrige messe, glædede sig endvidere over forløbet af messens nyskabelse, præsentation af og auktion over en kultur på 2.000 juletræer, hvoraf de 1.000 bedste var klassificeret som »Original Nordmann«, og de øvrige 1.000 var betegnet som »supermarkedstræer«.
Disse 2.000 juletræer blev onsdag - dagen før messen - præsenteret for ca. 150 udenlandske forretningsforbindelser, som derpå havde mulighed for at afgive skriftlige bud på træerne. Budene blev åbnet torsdag eftermiddag, og resultatet blev, at alle 2.000 juletræer blev solgt for et samlet bud på 14.000 euro.
- Det giver en gennemsnitspris på 7 euro pr. træ, svarende til ca. 52 kroner, fastslår skovrider Finn Jacobsen. Hvis vi erfaringsmæssigt sætter de 1.000 dårligste træer til 40 kroner, giver det en pris på omkring 64 kroner for den bedste gruppe, og det er ikke så ringe endda.
I løbet af messedagen afviklede Dansk Skoventreprenør Forening to danmarksmesterskaber, nemlig i udkørsel af træ - omfattende præcisionslæsning med terræntransport samt tårnbygning - og i skovning.
I DM i udkørsel af træ kom en fynbo øverst på sejrsskamlen. Det betyder, at Gert Christensen, der arbejder hos skoventreprenør Peder Frederiksen, Kværndrup, det næste år kan kalde sig danmarksmester. På anden- og trediepladsen kom henholdsvis Miller Nielsen og Martin Hansen, begge fra Skovrødderne i Herlufmagle.
DM i skovning blev vundet af Ole Kjær, Christiansfeld, og den prestigefyldte konkurrence om »Årets Juletræ« blev vundet af Jacob Frank, Viuf, der modtog »Den gyldne stjerne«.