Chefkonsulent: Eskelund behandles urimeligt
(LANDBRUG FYN) En overproduktion på 8 procent betyder, at landets største svineproducent skal skære produktionen ned med 70 procent. Der er urimeligt, mener svinebrugskonsulent Jan Brochstedt Olsen.
Landets største svineproducent, Erling Lerche Simonsen, Håre på Vestfyn, har produceret for mange svin, men han fortjener ikke den kæmpelussing, myndighederne har lagt op til, mener chefkonsulent Jan Brochstedt Olsen, LandboFyn. Han finder myndighedernes krav til Lerche Simonsen, om at han skal skære sin svineproduktion i selskabet Eskelund A/S ned med ikke mindre end 70 procent, alt for hårdt.
- Det er et helt urimeligt krav. Hvis påbudet effektueres, betyder det et værditab på 45 millioner kroner. Det vil smadre både familien og virksomheden, siger Jan B. Olsen, som ikke finder det i tråd med dansk lovgivning, at nogen kan blive behandlet på den måde.
- Påbudet om, at Eskelund skal skære produktionen ned til 30 procent, er ikke et udtryk for, at overproduktionen har været på 70 procent. Det, at Eskelund skal skære ned med 70 procent, skyldes - set med vores øjne - en overproduktion på 8 procent for den samlede bedrift, siger chefkonsulenten, som tilføjer, at overproduktionen kun stået på et enkelt år, nemlig gødningsåret 2002/2003. De sidste 5-10 år som gennemsnit har Erling Lerche Simonsen ifølge Jan B. Olsen ikke udnyttet de givne tilladelser fuldt ud.
Myndighederne går så hårdt til værks, fordi man mener, at Erling Lerche Simonsen har brudt den såkaldte »overgangsordning«, som de danske svineproducenter fik, da landbrugsloven blev skærpet i 1999. I den forbindelse fik svineproducenter, der ikke kunne leve op til de nye regler, 20 år - frem til 2019 - til at bringe produktionen i overensstemmelse med de nye regler. I mellemtiden må effektiviseringer højst løbe op i 25 dyreenheder. Ellers falder man ud af overgangsordningen.
- Når vi snakker om produktionsenheder i Eskelunds størrelse, så er 25 dyreenheder ikke mange. Overskridelsen på 8 procent svarer vel til cirka 100 dyreenheder. Det er på den baggrund, at Jordbrugskommissionen i praksis tager dispensationen fra Eskelund. Hvis Lerche Simonsen ikke havde overskredet dispensationen, kunne han have kørt videre frem til 2019 minus de 8 procents overproduktion, som han i øvrigt har bragt i orden, siger Jan B. Olsen.
- Det er fuldstændig urimeligt, tilføjer han, at Jordbrugskommissionen fortolker reglerne på den måde. Mig bekendt findes der ingen fortilfælde, og så vidt jeg ved, står der heller ingen steder i vejledningen, at man ikke kan komme tilbage til overgangsordningen igen.
Men hvem har skylden? Er det landmanden? Eller er det myndighederne?
- Vi er naturligvis alle sammen forpligtet til at kende færdselsloven, når vi kører bil. Og når man driver landbrug, er man forpligtet til at kende den lovgivning, der gælder for området. Så i sidste ende er det landmandens ansvar, siger Jan B. Olsen.
- Men, tilføjer chefkonsulenten, myndighederne har også et ansvar, når der går 10 måneder fra, at Lerche Simonsen har anmeldt en ændring i produktionen, og til at de reagerer og siger, at den ændring ikke kan accepteres.
Om dette skriver Erling Lerche Simonsen selv i et læserbrev i Landbrug Fyn i dag:
- Anmeldelser til kommunerne vedrørende ombygning af stalde og ændring af besætningssammensætningen kan ligge i 10 måneder, selv om der står i anmeldelsen, at man kan påbegynde efter 14 dage, hvis man ikke hører noget.
- Kommunernes tilsynspligt administreres meget forskelligt fra landsdel til landsdel. I det meste af Jylland er det dog stadig muligt at få en fornuftig dialog med miljømyndighederne.







































