Forleden var der åbent hus hos svineproducent Claus B. Jørgensen, Tinglev. Årsagen var og er, at han med en tilbygning og ombygning på sin bedrift er klar til at udvide fra de nuværende 400 søer og årlig produktion af 10.000 stk. 30 kilos grise, til 1000 søer, der efter planen skulle betyde en årlig produktion på ca. 25.000 stk. 30 kilos grise.

Udvidelsen, der er udført i totalentreprise af Sydjysk Agro Anlæg i Sønderborg, består af en ombygning og en tilbygning af en toklimastald med naturlig ventilation, der er ændret til en drægtighedsstald med elektronisk fodring. Det er anden etape af et sostaldsprojekt, der til efteråret sluttes af, når en nyopført farestald skal stå klar. Der er tidligere bygget en fravænningsstald på lejet nabojord.

- Der var intet jord at købe her i nærheden, så derfor valgte vi at leje, forklarer Claus B. Jørgensen, der også fremhæver en anden udvidelse, der bliver mulig med flere dyr – nemlig en mulig udvidelse af medarbejderstaben fra to til fem.

Naboens jord er lejet i foreløbig 30 år frem.

Claus B. Jørgensens egen bedrift består arealmæssigt af i alt 100 ha med 56 ha planteavl - resten er skov og moseareal.