Klarer grusvejen i én arbejdsgang

(LANDBRUG SYD) Hos Torben Clausen A/S ved Haderslev er et af specialerne renovering og anlægning af grusveje omkring landejendomme.

Uanset om der skal laves en helt ny grusvej eller den allerede er der, men blot skal renoveres, har firmaet Torben Clausen A/S en både økonomisk og effektiv løsning i form af sin egen vejrenoveringsmaskine. Og større landbrug betyder stadig større og tungere maskiner – og det stiller krav til de grusveje de skal køre på.

Maskinen, der trækkes af en traktor, ligner ved første øjekast mest af alt en almindelig vogn. Men tættere på afsløres det, at der er tale om en speciel maskine til vejrenovering.

- Det der især gør den speciel er, at den klarer hele opgaven i en arbejdsgang, forklarer Torben Clausen.

Og det gælder hele processen, der ved en vejrenovering starter med at en roterende kost foran på traktoren fejer, hvad der måtte være af vand og visne blade i huller på vejen, væk. Dernæst trækkes en skraber hen over vejen, der gør vejen jævn med det materiale der ligger der i forvejen.

Dernæst påfører maskinen et lag stabil grus, eller knust beton fra f.eks. nedrevne bygninger, hvorefter vejen tromles. Tromlen er en separat enhed, men har sin egen trailervogn, der spændes efter vejrenoveringsmaskinen, så hele kortegen samlet kan køre fra sted til sted på nye opgaver.

Det er ikke mindst på forbruget og typen af vejmaterialer, at man ifølge Torben Clausen kan spare i forbindelse med vejrenovering.

Først og fremmest ved at udnytte det eksisterende vejmateriale. Foruden skraberen bagtil sørger en skråtstillet skraberarm ved vognhjulet for at tage opkørt vejmateriale fra vejkanten og føre det tilbage til vejen, hvor det udnyttes til at gøre vejen jævn og fylde eventuelle huller.

Og det nye vejmateriale behøver langt fra at være nyt grus.

- Knust beton er rigtig godt som vejbelægning. Og netop materialer fra nedrevne bygninger bliver brugt meget til vejrenovering. Ikke mindst i forbindelse med sammenlægninger af landbrugsejendomme, hvor overflødige bygninger rives ned, og på den måde ender som vejbelægning omkring den nye større landbrugsbedrift, forklarer Torben Clausen.

En af firmaets andre specialer er da også netop betonknusning samt sortering og genbrug af byggeaffald. Der er 15 ansatte i firmaet, der geografisk dækker hele Sønderjylland herunder landbruget. Omkring vejrenovering er det den erfarne medarbejder Poul Johansen, der altid sidder bag rattet. Vejrenoveringsmaskinen vil i øvrigt kunne ses i forbindelse med Aabenraa Dyrskue, hvor Torben Clausen har en stand.

Læs også