Fra tomater til tegninger og malerier
(LANDBRUG FYN) Det er dagligdagens motiver, gartnerkonen fra Birketved behandler i sine billeder, som i den kommende tid kan ses på Landbrug Fyns bagside og på redaktionen i Langeskov.
- Jeg har altid haft lyst til at tegne og male, men som selvstændig med gartneri var der ikke tid til kunstneriske udfoldelser. Desuden skulle der jo også være tid til at dyrke min store hobby, gymnastik og folkedans. Men nu har vi forpagtet gartneriet ud til Dæhnfeldt, og så er der blevet tid til at tegne og male.
Det fortæller Annelise G. Rasmussen (64), der sammen med sin mand, Børge, gennem mere end 30 år dyrkede tomater i parrets gartneri i Birketved ved Marslev. I de senere år har hun for alvor taget fat på maleriet, og i de kommende uger udstiller hun en række af sine billeder på Landbrug Fyns redaktion i Langeskov, - samtidig med at Landbrug Fyns læsere hver uge vil kunne stifte bekendtskab med et af billederne på bagsiden af bladet.
- I årenes løb har jeg gået lidt til porcelænsmaling, fortsætter Annelise Rasmussen, men der om først rigtig gang i sagerne, da jeg under et daghøjskoleophold i Kerteminde i 1996 blev interesseret i at male med akvarel.
- Jeg fortsatte med at følge undervisningen hos Janet Solvang, Kerteminde, hvor jeg også har fulgt flere kurser i maling med akryl.
Annelise Rasmussen maler for tiden både med akvarel og akryl, og hendes motiver er for det meste hentet ud af dagligdagen - for eksempel landskaber, gamle huse, blomster og mange andre ting, som vi mennesker omgiver os med i det daglige.
- Når jeg finder mine motiver, skitserer jeg dem ofte på stedet, men lige så tit affotograferer jeg dem, så jeg kan arbejde videre med motiverne derhjemme. Med et fotografi har jeg mulighed for at fastholde farverne og den øjeblikkelige stemning. I morgen er farver og lys ændret, og så er det straks et helt andet billede.
Trods det forholdsvis korte åremål som udøvende kunstner har Annelise Rasmussen allerede udstillet flere steder. Blandt andet hos Nordfyns Elforsyning i Kerteminde, i frokoststuen hos frøvirksomheden Danefeld, på »Dyrskuet« i Holev, på afdeling R2 på Odense Universitets Hospital samt i Hans Tausen Centret i Birkende, hvor - som hun udtrykker det - »vi er en flok ældre, der hygger os sammen med maling og tegning - og kommer med kritik af hinandens arbejder«.
- Jeg er glad for, hvis nogen er glade for at se på mine billeder, lyder det beskedent fra den nye månedens kunstner på Landbrug Fyn. - Man bliver glad, når man har gjort andre glade.