Fusariumtoksiner overføres normalt ikke til mælk og kød, og hvis det sker, er det i så små mængder, at det ikke udgør nogen risiko for fødevaresikkerheden.

Det fastslår Jens Møller og Rudolf Thøgersen, konsulenter på Landscentret, i en skrivelse, der bl.a. er en reaktion på den kritik, som kvægbrugsrådgiver Carsten Houmann, OptiKo, har rettet mod det etablerede rådgivningssystem. I Effektivt Landbrug (nr. 48) peger Carsten Houmann på, at fusariumtoksiner udgør et stigende problem i danske kvægbesætninger, og at det etablerede rådgivningssystem ikke gør nok for at opklare problemets omfang.

Ifølge Jens Møller og Rudolf Thøgersen er der endnu ikke fundet indhold af fusariumtoksiner i foder herhjemme, som overskrider f.eks. de tyske og amerikanske grænseværdier for kvæg. Men når det gælder majsensilage, er der brug for flere analyser for at fastslå problemets omfang. Det bliver der nu gjort noget ved.

- Vi er ved at indsamle prøver af majsensilage fra besætninger, hvor der er mistanke om problemer med fusariumtoksiner, fortæller Jens Møller, som forventer, at analyseresultaterne foreligger sidst i januar.

Et af stridspunkterne i debatten er, om toksinerne kan overføres til mælken og dermed udgøre en fare for fødevaresikkerheden. EU’s videnskabelige komite har gennemgået de forskellige toksiner – herunder fusariumtoksiner – og vurderet, at der kun er en lille risiko for overførsel til mælken.

Komiteen skriver bl.a. i sin rapport fra 2003: »Der er endnu ingen data, som viser nogen risiko for forbrugerne for produkter fra dyr, som har fået naturligt niveau af zearalenon. I en undersøgelse af mælk i detailleddet i UK blev der fundet spor af zearalenon i 3 procent af prøverne«.

I en anden engelsk undersøgelse fandt man ikke hverken vomitoksin eller nedbrydningsprodukter heraf i mælken, selvom der var ret højt indhold i foderet.

I artiklen i Effektivt Landbrug afviste afdelingsleder Øyvind Runge Jepsen og dyrlæge Erik Træholt Thrane på baggrund af amerikanske undersøgelser, at fusariumtoksiner kan passere blod/mælk barrieren. EU’s videnskabelige komite bekræfter, at der er en lille risiko for overførsel til mælken, men vurderer, at den ikke udgør nogen fare for forbrugerne.

- Der kan komme lidt over i mælken. Men det er spor, vi taler om. Så det udgør ikke nogen fare for fødevaresikkerheden, siger Jens Møller, som tilføjer, at man naturligvis ikke skal give sine dyr foder med et meget højt toksinindhold.

- Hvis man fodrer dyrene med større mængder toksinholdigt foder, end vommen har kapacitet til at omsætte, så risikerer man spor i mælken, siger konsulenten, som ikke vil anbefale brugen af toksinbindere i form af aktiv kul, lermineraler, betonit mv.

Virkningen af toksinbindere er ikke ens på de forskellige toksiner. Og selv om en toksinbinder har vist sig at kunne binde et toksin, er det ikke sikkert, at det kan binde andre toksiner. Konklusioner er derfor, at der endnu ikke er dokumentation for, at toksinbindere er effektive til at hindre forgiftning.

Siden Carsten Houmann for nogle uger siden rejste problemet med fusariumtoksiner, er den private kvægbrugsrådgiver blevet kontaktet af en halv snes mælkeproducenter, som har genkendt de symptomer, han har beskrevet, i deres besætninger.

Han er også blevet gjort opmærksom på, at man i Italien anerkender, at fusariumtoksiner kan overføres til mælken, og at italienerne bruger et toksinneutraliserende middel, sorbatox, for at kunne producere deres mozzarellaost.

- Jeg oplever, at Dansk Kvæg er ved at trække i land på deres tidligere afvisning af, at fusariumtoksiner kan overføres til mælken, siger Carsten Houmann, bl.a. med henvisning til de undersøgelser, der er sat i gang. Han fastholder samtidig sit råd om, at toksinbindere kan afhjælpe en del af problemerne ude i besætningerne.

- Toksinbinderne fjerner ikke toksinerne, men neutraliserer dem i vommen, så de ikke gør skade, siger kvægbrugskonsulenten, som tilføjer, at især lermineraltyperne har vist sig at virke bredspektret.