Naturgifte truer drikkevandet
(Effektivt Landbrug) Naturen producerer gifte, som er langt stærkere end pesticider. Nogen af dem udgør måske en trussel mod drikkevandet, men der mangler forskning på området.
Naturen producerer en masse potente giftstoffer. Nogen af dem er 100-1000 gange giftigere end pesticider. Alligevel ved vi kun lidt om, hvordan de opfører sig i miljøet, og hvor skadelige de er i forhold til industrikemikalier.
Kan naturgiftene f.eks. forurene grundvandet?
Ja, det er der en fare for, mener adjunkt Lars Holm Rasmussen, Kemisk Institut, Landbohøjskolen (KVL). Sammen med andre af skolens forskere har han undersøgt giftstoffet ptaquilosid. Stoffet produceres af ørnebregnen, som er blandt de ti hyppigst forekommende planter i verden.
Ptaquilosid er et af de mest kræftfremkaldende naturstoffer, man kender, og forskerne har fundet det i jordvand fra 90 cm dybde i koncentrationer på op til 7 mikrogram pr. liter. Det er desuden fundet i to private brøndboringer i størrelsesordenen op til 45 mikrogram. Til sammenligning ligger grænseværdien for pesticider i drikkevand på 0,1 mikrogram pr. liter.
- Undersøgelserne viser, at overfladenære vandboringer kan være i fare for at blive forurenet med ptaquilosid. Der er også en risiko for, at ptaquilosid og andre naturlige giftstoffer kan true grundvandet. Vi ved det ikke med sikkerhed endnu, men det er noget af det, vi arbejder videre med at undersøge, siger Lars Holm Rasmussen, som pt. er ved at undersøge problemet på et par mindre vandværker.
Foreløbig har forskerne konstateret, at ptaquilosid er et mobilt stof, der let udvaskes fra planterne. Stoffet bindes tilmed meget dårligt til jorden. Derfor er der grund til at formode, at stoffet også kan bane sig vej ned til grundvandet.
Sker det, står vi med et nyt problem: Der er ingen grænseværdier for naturens egne giftstoffer i drikkevand.
- Pesticider kommer igennem en godkendelsesproces og bliver bragt ud i kontrollerede mængder. De naturlige giftstoffer bliver produceret i planterne og frigives året rundt - år efter år og typisk på det samme sted, påpeger Lars Holm Rasmussen, som tilføjer, at naturens gifte er en forskningsmæssig gråzone, hvor der stort set ikke har været forsket før nu.
- Holdningen har lidt været, at de naturlige stoffer nok forsvinder af sig selv. Derfor har man først og fremmest koncentreret sig om de stoffer, industrien har frembragt, siger forskeren, som forudser, at man på et tidspunkt vil begynde at se anderledes på tingene.
- Mange pesticider er ikke særligt giftige. Derfor tror jeg, man på et tidspunkt vil begynde at lægge en mere toksikologisk vurdering til grund for vurderingen af pesticider og giftstoffer. Og når man gør det, bliver man også nødt til at tage de naturlige giftstoffer mere seriøst, end man har gjort tidligere, fordi en række af dem kan være særdeles giftige.
99,99 procent af de giftstoffer, mennesker indtager, kommer fra planter.
Det vurderer forskningsprofessor Henrik Vibe Scheller, Institut for Plantebiologi på Landbohøjskolen. Han peger samtidig på, at planter er nødt til at være giftige for at kunne klare sig i naturen.
- Planter kan ikke flytte sig. Derfor er de nødt til at producere giftstoffer for at kunne modstå angreb fra dyr og mikroorganismer. En plante, der ikke er giftig eller på anden måde uspiselig, vil aldrig kunne klare sig, siger forskeren.
Det er de sekundære plantestoffer, der gør planter giftige
- Der findes tusindvis af dem. Nogle er meget giftige, som f.eks. giftstofferne i skarntyde. Andre er kun lidt giftige, og det gælder for de fleste af giftstofferne i de planter, som er vores væsentligste ernæring, siger Henrik Scheller, som understreger, at han absolut ikke mener, at man skal lade være med at spise planter:
- Der er en risiko ved alt, og på trods af alle de usunde og giftige naturstoffer i vores føde, så er der jo mange mennesker, som opnår en høj alder eller dør af noget helt andet. Som altid er svaret, at man skal spise varieret, siger han.
Henrik Scheller peger på, at forædlingen af vore afgrøder har sikret et lavt giftindhold. Det er en af grundene til, at vi er nødt til at beskytte planterne, hvad enten det sker med pesticider eller på anden vis. Og de naturlige giftstoffer i planterne, vi spiser, er en konstant påvirkning, som vi må leve med.
- Mange planteindholdsstoffer er kræftfremkaldende, og der er næppe tvivl om, at en stor del af kræftforekomsten i befolkningen skyldes naturstoffer, som kommer fra planter, siger forskeren, som tilføjer, at de giftige stoffer i øvrigt ikke behøver at komme fra planterne selv.
Mange svampe, som angriber planter, udskiller nemlig særdeles giftige stoffer. Paranødder f.eks. kan være meget giftige, hvis de er inficeret med svampe, som udskiller aflatoxiner, der er en væsentlig årsag til leverkræft. Kornprodukter indeholder ofte de beslægtede okratoxiner, som også er meget giftige.