For publikum bliver der næste år mulighed for at komme på dyrskue i Odense om søndagen. Til gengæld skal firmafolk og dyreudstillere belave sig på at bruge hele weekenden den 11. til 13. juni på dyrskuepladsen.

De fynske Landboforeningers bestyrelse og dyrskueudvalg har nemlig besluttet at ændre den fremtidige termin for Det fynske Dyrskue - fra torsdag-lørdag til fredag-søndag.

- Det gør vi med baggrund i den omfattende forbrugerundersøgelse, som blev gennemført på dyrskuet i år. Her fremgik det klart, at dyrskuegæsterne ønsker bedre mulighed for at besøge Det fynske Dyrskue. Samtidig er der i det hele taget et ønske såvel hos publikum som hos os som arrangører om at tilpasse og ændre arrangementet til et mere aktivt og fremadrettet dyrskue, siger den ansvarlige leder af Det fynske Dyrskue, sekretariatschef hos De fynske Landboforeninger, Frans Erve.

- Vi er klar over, at der kan komme reaktioner på ændringerne, da det for udstillerne kan betyde lidt flere omkostninger sammen med personalemæssige betragtninger. Til gengæld siger forbrugerundersøgelsen klart, at alle ønsker en flot maskinudstilling på pladsen.

- Derfor er landboforeningerne og repræsentanterne fra kvæg- og hestesektoren enige om, fastslår dyrskuechefen, at inddragelsen af søndagen som udstillingsdag, således dyrskuet kommer på linie med alle øvrige forbrugerorienterede messer, er den rette vej for at tilpasse og ændre det traditionsrige arrangement, som har kørt efter samme skabelon gennem masser af år.

Hidtil har torsdagen haft et begrænset besøg med præg af faglig aktivitet og besøg af skolebørn. Disse aktiviteter på åbningsdagen kan nu overføres til fredagen, hvor der så samtidig er mulighed for et større besøgstal.

Frans Erve kan også løfte sløret for en række nyskabelser på Det fynske Dyrskue. »Fynske specialiteter« vil sætte fokus på fynske landbrugsprodukter, ligesom modeshow og andre aktiviteter rettet mod de kvindelige besøgende er i støbeskeen.

- I det hele taget vil den fremtidige programstruktur blive mere tilpasset publikum i stedet for at være styret af dyrefremvisninger. Ligeledes vil der blive flere fremvisninger og aktiviteter for at give mere liv rundt om på pladsen.

Dyrskuechefen nævner i den forbindelse, at nye krav fra brandmyndighederne bevirker, at der alligevel skal foretages ændringer af udstillingsområdet fremover.