Sparer 200.000 ved halmfyring

(LANDBRUG SYD) Bygholm Landbrugsskole har investeret 1,8 millioner i nyt anlæg.

Et nyt halmfyr er klar til at blive taget i brug på Bygholm Landbrugsskole, og det vil give en stor, årlig besparelse på varmeregning.

- Vi sparer omkring 200.000 kroner om året ved at fyre med halm, fortæller skolens formand, Johan Schmidt, til Landbrug Syd.

Investeringen i halmfyret og de forskellige installationer løber op i omkring 1,8 millioner kroner, så i løbet af 9-10 år vil investeringen være tjent hjem.

Skulle det på et tidspunkt glippe med halmen, giver det heller ikke noget problem. Driftsleder i landbruget, Rene Jensen, fortæller, at anlægget er bygget sådan op, at der automatisk bliver slået om til gasfyring, hvis halmfyret står af.

Der er heller ikke noget med, at der skal fyldes store halmballer ind i fyret. Man leder forgæves, hvis man kigger fyret nærmere efter for at få finde så stort et hul. Derimod er der lavet et system, så halmballerne flåes op og automatisk bliver blæst ind i fyret – dermed er det ikke nødvendigt flere gange i døgnet at køre hen og lægge halm i fyret. Der lægges en stribe baller op, og så skulle varmen – og nattesøvnen - være reddet.

I første række skal der fyres med halm fra egne marker, men ifølge Johan Schmidt er der også lavet aftale om køb af halm.

Læs også