Digerne er beskyttet

Det danske - og ikke mindst det fynske - landskab er fra gammel tid præget af en masse hegn og gærder. Nogle dannet af møjsommeligt sammenslæbte og omhyggeligt stablede sten, andre i form af simple jorddiger eller levende hegn med bevoksning af for eksempel syren, tjørn eller pil.

Gennem årene er en del af disse sten- og jorddiger forsvundet - ofte i forbindelse med ændringer i landbrugsdriften.

I 1992 kom »Lov om Naturbeskyttelse«, hvis formål er »at medvirke til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet«.

Med naturbeskyttelsesloven af 1992 blev som noget nyt sten- og jorddiger generelt beskyttet mod tilstandsændringer. Man vurderede den gang, at cirka 40 procent af de oprindelige diger i Danmark var forsvundet. Omfanget af beskyttelsen er nærmere fastlagt i en bekendtgørelse af 25. juni 2001, der foreløbigt afgrænser de beskyttede sten- og jorddiger til de diger, som er beliggende i landzone, og som er vist med signaturen for jordvold og stengærde på det senest udgivne 1:25.000 (4 cm) kort før 1. juli 1992, alle stendiger samt alle diger, der ligger i eller afgrænser beskyttet natur.

- Med hensyn til det landskabelige er der stor forskel fra egn til egn, fastslår Ellen Christensen-Dalsgaard. For eksempel har især Øst- og Sydfyn mange stendiger. Horne Land har således den største koncentration af stendiger - formentlig sat op af fæstebønder. Derimod har Nordfyn ikke så mange stendiger, men mange diger, hvor der er plantet pil i. I det hele taget brydes landskabet op ved diger, levende hegn og bevoksede diger.

- Det tredie ben i beskyttelsen er den kulturhistoriske værdi. Digerne har historisk meget forskellig oprindelse. De ældste markerer ejerlavsskel, og mange af dem - ofte snoede - går tilbage til fra før vikingetiden.

- Ejerlavsskellene brugte man også til den kirkelige inddeling, da sognegrænserne opstod omkring år 1000. Endelig har hovedgårde og enestegårde gjort meget for at markere deres territorium - ved etablering af diger.

- Mange af de eksisterende diger stammer fra udskiftningen. Nogle af dem er flotte stjerneudskiftninger, mens andre er blokudskiftninger.

- Digerne fortæller historiens lange linier - fra de krogede gamle og til de nyere, som fortæller noget om ejendomsforholdene inden for de sidste 200 år.

- I 2001 kom der en ny bekendtgørelse. Ifølge den er alle stendiger nu beskyttet af loven - også selv om de ikke er afsat på kortet. Desuden er alle andre diger på offentligt ejede arealer beskyttet. På privatejede jorder omfatter beskyttelsen både sten- og jorddiger, der er angivet på de seneste 4 cm kort (1:25.000) inden 1992. Samt diger, der ligger på eller afgrænser beskyttede naturtyper.

- Den nye bekendtgørelse siger, at man skal kunne se, hvad det er for nogle diger. Amterne skal lave en vejledende registrering, af hvilke diger det drejer sig om. Fyns Amt har nu valgt en vejledende registrering - og har valgt at lægge kortene ud på internettet. Her kan man på Fyns Amts hjemmeside (www.fyns-amt.dk/diger) se kort over de beskyttede diger.

- Hvis man ikke har adgang til internet, kan man hos Fyns Amt gratis se kort over sin ejendom. Og man kan på en kupon bestille en udskrift af kort over sin ejendom.

I overensstemmelse med loven giver Fyns Amt sjældent tilladelse til at fjerne hele digestrækninger. Men som regel kan man få dispensation til at lave gennemkørselsåbninger, så landmanden kan komme til sine marker med maskinerne.

- Det er præciseret i loven, at der ikke må være en økonomisk begrundelse for at fjerne et dige. Hvis man alligevel - uden tilladelse - fjerner et dige, får man påbud om at retablere diget. Det gælder både for sten- og jorddiger.

- Sagen blive vurderet i hvert enkelt tilfælde. I øvrigt er bevoksningen på digerne ikke beskyttet. Man må gerne skære bevoksningen ned, dog må rødder og stød ikke fjernes.

- I tvivlstilfælde bør man kontakte amtet. I sidste ende er det Kulturarvsstyrelsen, der har det overordnede overblik. Det gælder også fortidsminderne, understreger den fynske kulturhistoriker.

- Det er noget af det, jeg personligt mener, at man nok burde tænke på herhjemme. Så man kunne konvertere nogle af midlerne, ikke blot til stendiger, men også til gravhøje, voldsteder m.v. - kort sagt til natur- og kulturforvaltning i bred forstand. Men det kræver en national medfinansiering. Og den har man ikke besluttet (ønsket) endnu herhjemme.