Vinterdyrskue banker på

(LANDBRUG SYD) Kvægavlsforeningen er i fuld gang med arrangere vinterdyrskue i den sydlige region, der kommer til at finde sted i Gørding.

Vejret og årstiden betyder dog, at dyrskuet »Agrosyd« vil finde sted inden døre, nærmere betegnet i en 3.500 kvadratmeter stor hal hos Martin Madsens Maskinstation i Gørding. I øvrigt samme hal, hvor der tidligere på året blev afholdt EM i Garden Pulling.

- Hallen skal huse de cirka 100 SDM-køer, vi forventer til skuet. Kvægavlsforeningen Dansire vil udstille afkomsgrupper på skuet i bedste Agromek-stil. Derudover vil vi forsøge at få lokale kvægrelaterede maskinhandlere og foderstoffer med på skuet for at give den rigtige dyrskuestemning, lyder det fra Claus Petersen fra Landbogården i Brørup, der er ansvarshavende for Agrosyd.

- Vi vil gerne forsøge at gøre dette skue til en tradition, men da der aldrig har været skue på denne måde før, så er det selvfølgelig en udfordring, siger Claus Petersen.

Han tilføjer, at foruden de omkring 100 køer og i alt seks afkomstgrupper, er der foreløbig tilmeldt ti maskinudstillere samt elitekøer fra Syd- og Sønderjylland.

- Vi har også fået tilsagn fra en gruppe tyskere, ligesom der vil være tysk dommer på bedømmelsen af dyrene, slutter Claus Petersen, der tilføjer at interesserede udstillere stadig kan nå at være med. Tilmeldingsfristen er 10. november.

Læs også