60.000 hestekræfter dyster i Egtved
(LANDBRUG SYD) Øredøvende larm, tykke røgskyer, spænding og knivskarp konkurrence. Det er ingredienserne, når Danmarks stærkeste specialbyggede traktorer dyster i Egtved.
For at give den syv-dobbelte Europamester Black Power kamp til stregen, bliver der inviteret gæstekørere fra udlandet. Heriblandt en traktor med to jetmotorer og cirka 4.500 hestekræfter. Lige så mange som Black Power, men er det nok?
I Pro- og Super Stock klassen er der også masser af spænding. I toppen er det især »mærkernes kamp«. Bliver det en John Deere, en Case IH eller en Ford der vinder? Der er tilmeldt 12 traktorer her, og de fleste er potentielle danmarksmestre.
Også i år er Gardenpullerne med i DM serien. Små specialbyggede bæster med top tunede motorcykel motorer.
Omkring 40 traktorer, eller i alt cirka 60.000 hestekræfter, stiller op ved konkurrencen i Egtved.
Tractor Pulling går i al sin enkelthed ud på, at de specialbyggede traktorer trækker en »slæde« længst muligt ud ad en 100 meter lang bane. Den traktor der trækker slæden
længst, har vundet. Slæden vejer mellem 15 og 20 ton.
Traktorerne inddeles i tre forskellige typer: De modificerede, kører i klasserne 2.500, 3.500, 4.500 kg og tæller op til 7.000 hestekræfter. Traktorerne er for eksempel monteret med toptunede diesel- og benzinmotorer fra lastbiler, fly, kampvogne og amerikanske biler.
Minipullerne kører i klassen 950 kg. De er en miniudgave af den modificerede traktor, men størrelsen til trods har de op til 2.000 hestekræfter.
Super- og Pro Stocken ligner næsten en almindelig landbrugstraktor, dog med den store forskel, at de har 10-20 gange så mange hestekræfter.
Der bliver drøn på, på søndag kl. 11 til cirka 16, når porten går op på
Verstvej i Egtved.